Fangekor klar til koncerter

VRIDSLØSE – Fangekoret i Vridsløselille Statsfængsel blev sidste år landskendt, da deres cd-projekt Forbryderalbummet blev omtalt i en lang række medier. Nu er første oplag af cd’en næsten totalt udsolgt, og fangerne har besluttet at donere overskudet på 70.000 kroner til Børnetelefonen, der drives af Børns Vilkår.
Selv om kormedlemmerne sidder fængslet for forskellige forbrydelser, er der stor interesse for at få dem ud til forskellige arrangementer. For nogle af fangerne er det ikke muligt at få den nødvendige udgangstilladelse, men en lille gruppe har fået lov til at tage rundt og holde koncerter næste år.
For nylig fik hele koret dog lov til at give koncert for medfangerne i Vestre Fængsel. Transporten foregik i en cellebus.
Korets leder Louise Adrian fortæller, at arbejdet med cd’en og den efterfølgende medieinteresse har gjort koret mere engageret, og fangerne har fået nye udfordringer og mål.
– ole