Jarle er de unges hæng-ud-præst
Jarle Kolstad har flirtet med satanisme og kunne være blevet rockstjerne, men Gud mødte ham på efterskolen, og i dag leder han en ungdomskirke i VanløseJarle Kolstad sidder tilbagelænet bag sin Mac iført sin røde kasket og en lang rosenkrans om halsen inde i et klasselokale i Københavns Kristne KulturCenter (KKKC).
Han er en af de studerende på SALT, Skandinavisk Akademi for Teologi og Lederskab en fælleskirkelig uddannelse, hvor undervisning og bøger kombineres med praktik i en menighed.
Jarle er 22 år og studerer på andet semester på SALT. Her er han ved at tage en ungdomslederuddannelse. Når han ikke sidder bag sin Mac i KKKC, er han SALT-studerende i Frikirken Betlehem i Vanløse, der er en del af Missionsforbundet. Her er han medleder af et ungdomsarbejde kaldet WACK, hvor han fungerer som de unges hæng-ud-præst og ven.
For halvandet år siden startede Jarle og en anden leder ungdomsarbejdet WACK (What a Creative King). WACK har kontakt til cirka 80 unge mellem 17 og 24 år fra København, hvoraf omring halvdelen er tidligere elever fra den kristne efterskole Øresund. WACK fungerer som en selvstændig kirke i Frikirken Bethlehem, da 80 unge godt kan kræve mere tid end en almindelig menighed.
Jarle er vokset op i Missionsforbundet i Norge og har boet der i 10 år. Men han følte ikke noget tilhørsforhold til kirken.
Jeg forbandt det at skulle gå i kirke med tvang og indoktrinering mere end med frihed og glæde. Kirke var bare noget, man gik til om søndagen. Jeg følte ikke selv, at jeg nogensinde fik svar på nogle af de spørgsmål, jeg havde, siger han.
– Derfor søgte jeg visdom hos folk, som gav svar. Det var blandt andet musikere, forfattere og filosoffer. Jeg har flirtet lidt med det hele jeg har blandt andet været forankret i det sataniske livsgrundlag i nogle år. Det var nok et oprør mod kirken men hovedsageligt var det identitetsskabende. Så hørte jeg da til et sted. Det følte jeg ikke, jeg gjorde i kirken. Jeg havde godt nok kristne venner. Men jeg ville overhovedet ikke høre om, hvor god Kristus var.
Jarle er musiker og har været ansat på forskellige pladeselskaber blandt andet som sangskriver.
– Jeg har både været med i flere forskellige ikke-kristne bands og fungeret som sangskriver. Det tog først ekstremt meget fart i 1. hf, hvor de bands, jeg spillede i, fik succes i udlandet – især i USA. Jeg blev tilbudt min første pladekontrakt som 15-årig.
Jarle blev kristen i 1999, da han gik på den kristne efterskole Øresund sammen med sin bedste ven.
– Før vi tog af sted, mente vi begge, at der skulle en guddommelig åbenbaring eller indgriben til, før vi ville sige ja til Jesus.
– En aften fik vi besøg af musikeren Sam Rowland. Hans sange om troen på Jesus, om korset og livet sagde mig ikke noget. Men han spurgte efter en koncert på skolen, om jeg ville med ud og hjælpe ham med at lave lyd og slæbe udstyr. Nu var jeg interesseret i musik men jeg var nok også lidt betaget af hans forkyndelse om, hvordan Ordet blev kød. Han gjorde det levende, fortæller Jarle.
– En aften udfordrede han os, der ikke havde taget i mod Jesus som vores personlige frelser, til at rejse os op og tage imod Jesus. Samme nat vågnede jeg og følte, at Gud talte til mig indeni. Han sagde, at jeg skulle ringe til min daværende kæreste og sige til hende, at Han elskede hende. Hun var heller ikke kristen, og vi havde aldrig talt om Gud og kristendommen. Så jeg syntes, det var lidt way out at skulle stå op midt om natten og finde skolens mønttelefon og fortælle hende dette.
Alligevel var Jarle lydig og gik over i skolens hovedbygning, hvor telefonen stod. Normalt var alt låst, og der var alarm på, så det burde være umuligt at komme derhen. Men til Jarles overraskelse lykkedes det alligevel. Døren var ikke låst, og der var tændt lys hele vejen hen til telefonen, så han løftede røret og ringede til hende.
– Det er nok lidt underligt, det jeg skal sige men der er sket noget stort for mig. Jeg skal hilse fra Gud at sige, at Han elsker dig, sagde han i røret.
– Der var pinlig tavshed i et minut. Lige pludselig kunne jeg høre hende græde i den anden ende. Det viste sig så, at hun tre dage før havde bedt til Gud, at han på en eller anden måde måtte vise hende, at han elskede hende. Det var en vild oplevelse som nyfrelst. Det vendte op og ned på fornuft og virkelighed, fortæller han.
I dag læser Jarle på SALT for at sætte ord på sit eget liv og sin tjeneste.
– Lige siden jeg blev kristen, har jeg brugt min tjeneste som musiker både i kristne og ikke-kristne-sammenhænge. Jeg har stødt på mange forskellige mennesker i den musiske verden. Jeg har oplevet dem som søgende og som mennesker på vandring mere end jeg egentlig har oplevet hos mange kristne. Det er ikke en kristen spiritualitet det er en søgen efter sandhed. Musik gør noget med mennesker. Som Leo Tolstoj sagde: Musik er sjælens tanker.
Jarle håber, at uddannelsen kan give ham nogle redskaber i forhold til mennesker, for det er en stor opgave at skulle leve blandt mennesker, der er så søgende og så modtagelige – for hvad som helst, siger han.
– Jeg vil gerne fortælle dem om Jesus på en måde, der giver mening i deres sammenhæng, og som respekterer deres egne overbevisninger.
– Jeg tror, det mest udfordrende ved at være i WACK er at møde en ny ung person, høre personens historie, se personen græde, se personen le, blive inviteret ind i personens liv, involvere sig, se personen blive rørt af Helligånden – og så aldrig at se personen igen. Men man er nok bare heldig, at man i det hele taget får lov til at være med til at så noget godt i deres indre, siger han.
I øjeblikket har WACK kontakt til unge, der er i et afvænningsforløb for stofmisbrug.
– Det er noget af det mest krævende tidsmæssigt. Men det er skønt at være en kirke, der også rækker ud over sine almindelige grænser.
– Men dette med at bryde egne grænser som kirke er nok den største udfordring, jeg åndeligt står over for. Hvor meget tid skal jeg bruge på de unge? Hvorfor ikke bare læne sig tilbage og blive en bænkevarmer om søndagen? Er det nu Guds vilje, at jeg er, hvor jeg er – jeg kunne jo være rockstjerne, funderer Jarle.
– Man har involveret sig og er blevet en vigtig del af disse unges livsvandring. Jeg kan ikke bare skride i morgen og flytte til Tarm, med mindre Gud kalder… Nej! Det at være alvorlig med dette medvandrerprojekt, specielt i denne tid, kræver prioritering og engagement. Især når det ikke er unge, der er vokset op i kirken. Dem har vi kun to-tre stykker af.
