Kristoffer trænede ledere i Rwanda
Kristoffer Anhøj har været et halvt år i Rwanda for at undervise rwandiske spejdere i ledelse, demokrati og kønsrollerKristoffer Anhøj, 22 år, kom for nylig hjem fra et halvt år som ungdomsleder i det afrikanske land Rwanda, hvor han sammen med en anden dansk baptistspejder var nede for at hjælpe de rwandiske spejdere med at træne nye ledere.
Her fortæller han om sit ophold i et land, hvor spejderarbejde er langt mere end en fritidsaktivitet:
Spejder i Rwanda
– Det har større betydning for den enkelte i Rwanda at være spejder end i Danmark. De går meget op i deres lokale spejderarbejde, bruger tid på at lære noget, de kan bruge i hverdagen. De ernærer sig eller får idéer dertil gennem spejderarbejdet. Det er ikke bare en livsstil.
Hver spejdergruppe har fået et lille stykke jord stillet til rådighed af regeringen. Cirka 95 procent af befolkningen i Rwanda er engageret i landbrug, fortæller Kristoffer.
– De udveksler idéer om, hvordan man kan udvikle landbruget. De passer også geder og høns. Det er svært for den enkelte at håndtere det derhjemme. Men hvis de har set i spejdergruppen, hvordan det fungerer, og at man kan få noget ud af det så får de måske også lyst til at gøre det selv.
På mange spejdercentre er der et snedkerværksted og en lille systue. Her laver de døre, stole og andre ting, som de kan sælge rundt omkring i deres område.
Der tilbydes også skoleundervisning, så de kan lære at læse og regne. Spejdere underviser spejdere eller andre.
Officielt er det gratis at gå i grundskole i Rwanda, men mange steder koster det alligevel penge.
Midt i 1990erne var landet ramt af en blodig borgerkrig, og det har sat landet meget tilbage i udvikling. Blandt andet på skoleområdet
Men nogle er ved at finde ud af, at det er vigtigt for dem at lære noget. Så kommer de et par dage om ugen i spejdercentret og modtager undervisning, fortæller danskeren.
Projekt Amizero
Kristoffer var i Rwanda med projektet Amizero, der betyder håb. Et projekt, der støttes af Dansk Ungdoms Fællesråd. DUF administrerer en pulje af DANIDA-midler, hvor man kan søge midler til projekter for eksempel til ungdomsledere.
Amizero er et organisationsudvekslingsprojekt. Som led i projektet har man udvekslet ungdomsledere mellem Rwanda og Danmark. Sidste forår besøgte et par rwandiske ungdomsledere Danmark.
Projektet består blandt andet af ledertræning af unge rwandiske ledere fra forskellige spejdergrupper rundt om i landet. Der uddannes i alt 60 ledere i to træningsforløb på hver fire måneder.
Ledertræningen indbefatter undervisning på forskellige områder. De får undervisning i praktiske ting som landbrugsaktiviteter, snedkeri og syning. Derudover deltager de i undervisning i ledelse, administration, demokrati og kønsroller. Desuden bliver de undervist i HIV og AIDS, så de kan starte noget oplysningsarbejde i deres lokalsamfund.
– Disse ledere har i forvejen ikke meget uddannelse. Vi vil gerne hjælpe nogen, der ikke har så meget og give dem et skub. Det er ledere, der har ansvar i deres lokale spejdergrupper, og som man tror på kan drive det til at være chefer. Vi hjalp dem med lommepenge og mad, så de kunne hjælpe med at forsørge deres familier, fortæller Kristoffer.
Derudover arbejdes der med miniprojekter, hvor en spejdergruppe i Danmark kan hjælpe en lokal rwandisk spejdergruppe med at købe et par geder eller bygge et spejderhus.
Desuden deles gratis frø ud til spejdergrupperne i Rwanda. Det drejer sig især om at introducere afgrøder, det er svært at få fat på. Det er en hjælp til selvhjælp så de får en produktion i gang.
Demokrati og kønsroller
Kristoffer lavede forskellige ting i forbindelse med Amizero. Blandt andet besøgte han spejdercentre et par gange om ugen.
– Det gav os et indtryk af, hvordan spejdercentrene fungerede. Vi samlede ansøgninger ind til miniprojekter. Senere kom vi tilbage til centrene måske med penge til miniprojekter eller med frø.
To dage om ugen underviste han i demokrati og kønsroller på spejdercentret i byen Butare.
– Spejderarbejde på globalt plan arbejder ud fra demokratiske retningslinier derfor er det vigtigt, at de lærer noget om det. Det er også vigtigt for deres lokalsamfund.
Undervisningen i kønsroller handlede meget om at se på, hvorfor der er nogle ting, piger gør og andre ting, drenge gør. I deres kultur svæver drengene over pigerne. Så vi forsøgte at snakke om, hvorfor det skal være sådan og at det måske ikke altid er godt.
Rwanderne var interesserede i det, men det var også svært for dem at forholde sig til det. De har ikke lang skolebaggrund, og der er mange kulturelle selvfølgeligheder. Så der kom nogle sjove udbrud en gang imellem. De undrede sig for eksempel over, at man kunne spørge om, hvem der gjorde hvad i en husholdning. Det var jo ikke noget, man sådan kunne tænke over, fortæller han.
Først kommer ideen
– Det er svært at se en forskel fra den ene dag til den anden. Specielt med ledertræning ser man først effekten efter en årrække. Men man kan godt fornemme, at man har gjort en forskel for de folk, man underviser.
Demokrati og kønsroller er ret nyt for dem så det har de lidt svært ved at forholde sig til. Selvom den enkelte har forstået det og synes, det er godt så er det svært at overbevise de spejdergrupper, de kommer hjem til, om at tingene skal laves om. Men der er grundlag for en ændring af tingene. Tit skal man have en idé om, at tingene skal gøres anderledes, før det bliver gjort anderledes.
Men man kan ikke redde verden på seks måneder. Det er der heller ingen, der forventer, fastslår Kristoffer.
Der er en helt anden kultur og arbejdsmetode i Rwanda. Man skal vænne sig til, at hvad man ikke når i dag, det når man heller ikke morgen. Men det er sådan, det er, så det går de ikke så højt op i. I Danmark går man meget op i tidsfrister og aftaler. Så man skal lige vænne sig til, at folk ikke kommer til tiden.
– De bliver ikke så stressede, som vi gør i Danmark. De lever lidt mere i nuet – dagen i dag. De bekymrer sig ikke ret meget over dagen i morgen. Det kunne vi andre godt lære lidt af være glade for det, vi har og ikke rende rundt og være så stressede og prøve på at nå 117 forskellige ting.
Tre timers gudstjeneste
– Jeg har lært at stå på egne ben på den måde. De var utroligt glade for at se én. De tror, man ved alting, fordi man kommer fra Danmark. Det var udfordrende.
– Det gjorde et stort indtryk at komme ud til en nystartet spejdergruppe i et område, hvor der ikke er ret meget, og som ikke har haft besøg af korpsets ledere. På tre måneder var de blevet 90 spejdere.
Vi kom også til gudstjeneste ind imellem. De har en helt anden gudstjenesteform, end vi kender herhjemme. Det er meget mere glæde, dans og sang.
Vi havde nogle af de bedste oplevelser ude på landet, hvor der var mange mennesker og meget fattigt. Selvom gudstjenesterne varede tre-fire timer, og man ikke forstod sproget, fik man alligevel et udbytte. Det var på ingen måder kedeligt, slutter han.
