Løftet

„Og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt“ (Joh 10,28)Der er ikke plads til vantro i en kristens liv. Hvis et Guds barn ikke tror på hans kærlighed, hans sandhed og hans trofasthed, behager det ikke vor far. Vi burde ikke volde ham sorg ved at tvivle på hans opretholdende nåde.
Du kristne, det strider mod ethvert løfte i Guds dyrebare ord, at vi skulle kunne blive glemt eller forladt. Han er sandheden, og han sagde: „Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig.“ (Es 49,15-16)
Der er stor værdi i dette løfte: „For bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke, og min fredspagt vakler ikke, siger Herren, der viser dig barmhjertighed.“ (Es 54,10)
Hør sandheden i Kristi ord: „Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig… Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd.“ (Joh 10,27+29)
Der ville ikke have eksisteret nogen lære om nåden, hvis et Guds barn kunne forgå. Hvor er Guds sandfærdighed, hans ære, hans magt, hans nåde, hans pagt, hans løfter, hvis bare én, der stolede på Kristus, gik fortabt?
Fordriv den vantro frygt, som vanærer Gud. Rejs dig, ryst støvet af dig og tag dit pæne tøj på. Husk, at det er synd at tvivle på hans ord. Han har lovet, at du aldrig vil forgå. Lad det evige liv i dig juble med tillid:

Evangeliet holder min ånd oppe:
En trofast og uforanderlig Gud
Lægger grundlaget for mit håb,
I ed, og løfter, og blod.

Af Charles H. Spurgeon
Engelsk prædikant
(1834-1892)