TV-indsamlingsprogram:
Vil indsamle 2,5 mio.
Den kristne tv-kanal Kanal 10 har sat som mål at indsamle 2,5 millioner kroner i første halvdel af året. Pengene skal samles ind under to ugers direkte indsamlingsprogrammer. De indsamlede midler skal gå til drift af tv-kanalen, der sender kristent tv på dansk 12 timer i døgnet.I maj måned satte den kristne tv-kanal Kanal 10 en indsamling i gang. Målsætningen er at indsamle 2,5 millioner kroner, som dels skal betale for kanalens sendetid på satellitten, men også for at foretage opdateringer af det tekniske udstyr. Første indsamlingsuge har ifølge Kanal 10s hjemmeside givet 228.928 kr.
Søndag den 19. juni starter så anden indsamlingsuge, som hver aften byder på et direkte program ledet af Tommy M. Josefsson og Erling Ilsøe Nielsen. Erling er kendt som leder af TV Helsingør og har været tv-prædikant i 21 år både i Norge og herhjemme.
Faste musikere hele ugen er GospelTeamet, som vil underholde og spille vækkelsessange. I studiet vil en række interessante og aktuelle gæster desuden være med til at sætte fokus på indsamlingen.
– Ved at samle ind i en kort periode ønsker vi at kunne anvende den øvrige tid på året til at prædike evangeliet til tro og opbyggelse i Kristus Jesus, oplyser Kanal 10.
Kanal 10 kl. 20.00 hver aften fra mandag d. 20/6