Første danske volontører til Kina og Egypten
For første gang nogensinde sender Danmission volontører til Kina samt til Port Said i Egypten.
De fem volontører rejste i de sidste dage af juli for at deltage i sprogkurser og orientering i områderne.
Danmission har allerede udsendte medarbejdere i Kina, men det er første gang organisationen sender volontører dertil. Det har krævet et stort forberedelsesarbejde, men er nu endelig lykkedes.
Agnethe Hoffmeyer og Christopher Hougaard udsendes til Kina via Amity Foundation for at undervise i engelsk på en af regeringens skoler i Chuzhou udenfor storbyen Nanjing.
Signe Sørensen samt Maria og Martin Aamann udsendes til den koptisk-ortodokse kirke i Port Said i Egypten. Her vil Maria og Martin indgå i kirkens diakonale arbejde blandt gadebørn og udsatte familier. Maria vil desuden blive tilknyttet et hospital, hvor hun skal undervise sygeplejersker i hygiejne og procedurer omkring medicinbrug.
Signe skal undervise i engelsk på en skole og være tilknyttet St. Marina hjem for børn og unge piger, som Danmission støtter økonomisk med midler fra sit børneprogram Fremtidsbørn. Pengene til Fremtidsbørnene kommer fra private sponsorer over hele Danmark.