Hvorfor har vi mon så travlt?

Aaah! En time i fred og ro, hvor alt ånder idyl. Et par minutters afslappelse…Vi oplever alle i løbet af livet tidspunkter, hvor denne tilfredshed indfinder sig. Tidligt om morgenen, når kaffen dufter, og alle andre stadig sover. Sent om aftenen, når man giver sit sovende barn et forsigtigt kys på panden. Når man sidder foran sin slidte bibel mærket af æselører og tårer. Eller arm i arm med den, man holder af.Kvindebladet Lydia, Tyskland
En tilfredshedens time. En time, hvor terminsbetalinger og andet glemmes. Hvor vi erkender, at alt vort slid og slæb aldrig kan give os det samme som Kristi kors: et klart, åndeligt syn og en ny start.
Er det ikke en jammer, at sådanne stunder kan være lige så sjældne som etbenede aber midt i vore stramme tidsplaner, konkurrence på arbejdsmarkedet og stræben efter succes? I vores fortravlede verden vandrer tilfredshed omkring som en ejendommelig dørsælger, der sjældent finder en åben dør, hvor han kan få mulighed for at tilbyde sine varer: en fredelig stund, et anerkendende smil, et lettelsens suk. Men vi køber sjældent hans varer. Vi har for travlt til at være tilfredse.
„Nej tak, ikke nu. Jeg har alt for meget at lave,“ siger vi. For mange mål, der skal nås, for mange penge, der skal tjenes, for mange forfremmelser, vi ikke må forpasse. Og for øvrigt kunne folk tro, vi ikke var ambitiøse, hvis vi virker tilfredse.
Og derfor går dørsælgeren videre. Jeg mødte ham en dag på vejen og spurgte ham, hvorfor så få tager imod hans tilbud, og hans svar lød overbevisende: „Mine priser er høje, ser du. Folk skal bytte deres tidsplaner, deres frustrationer og bekymringer for mine varer. Jeg forlanger, at de gør en ende på deres lange arbejdsdage og søvnløse nætter.“ Han strøg sig over skægget og tilføjede tankefuldt:
„Men nogle mennesker synes at være stolte af deres migræne og mavesmerter.“
Og her kommer så min personlige oplevelse. I morges inviterede jeg nemlig denne skæggede ven indenfor. Det var ikke let for mig. Min liste over ting, der skulle gøres, var lang. Mine gøremål i løbet af dagen talrige som altid. Jeg skulle ringe til nogle, skrive nogle breve, have ordnet betalinger.
Jeg havde netop åbnet garagedøren. Motoren spandt, jeg skulle til at træde speederen i bund, da min datter krævede opmærksomhed. Hun havde ondt i maven. Mor var i badeværelset, og derfor måtte far træde til. Først forsøgte jeg at køre med den ene hånd og klare hende med den anden. Det har vist alle prøvet. Men da jeg mærkede, at det ikke gik, blev jeg klar over, at det overhovedet heller ikke var det, jeg gerne ville.
Jeg satte mig tilbage i sædet og holdt hendes lille hårde mave ind mod mit bryst. Efterhånden slappede hun af. Og et stort, langt suk undslap hende. Hendes klynken gik over i klukken, og hun gled ned langs brystet på mig, indtil hendes lille øre lå ud for mit bryst. Hendes arme slappe, og hun faldt i søvn.
Nøjagtigt i det øjeblik bankede dørsælgeren på min bilrude. Farvel tidsplan! Vi ses en anden gang, trædemølle! Kom igen i morgen, terminsbetaling! Velkommen tilfredshed, kom indenfor!
Nu sidder vi så her i bilen, tilfredshed, min datter og jeg. Blyanten i højre hånd, blokken på ryggen af min datter. Hun vil aldrig huske det her øjeblik – og jeg vil aldrig glemme det. Den uovertrufne duft af dette bevidst valgte øjeblik fylder rummet. Sollyset fra den lektion, jeg netop har lært, fortryller mig og gør mig helt mundlam.
Mine gøremål? De skal nok blive nået. Telefonopringningerne? De bliver klaret. Brevene? De bliver skrevet – og alt gjort med et smil.
Det er alt for sjældent, jeg gør sådan noget, men jeg vil blive bedre til det. Jeg vil gøre mig til fast kunde hos den gamle dørsælger, for nu kender jeg hans varer og prisen på dem.