Alene kristen i klassen Som et får blandt ulve?

Kristine og Sara fortæller om deres
hverdag i en almindelig gymnasieklasse- Nogle gange føles det som om at være alene mod alle andre. Sådan siger 3.-g’eren Kristine Erlang-Nielsen om at være kristen og gå i gymnasiet. Jeg har mødt hende og hendes kusine, Sara Larsen, der netop er startet i 1.g., til en snak om netop gymnasiet og ikke mindst nutidens unge.Sommeren er efterhånden ved at gå på hæld, og den tid er derfor kommet, hvor mange teenagere rundt om i landet forlader de trygge rammer i folkeskolen og tager et skridt ind i den „virkelige verden“: Gymnasiet.
Det er en spændende tid med nye udfordringer og nye mennesker, men som ung og kristen kan det nærmest virke lidt for spændende, for hvordan skal man forholde sig til alt det nye? Hvad skal man sige til sine klassekammerater? Og skal man tage med på drukturene for ikke at virke alt for kedelig?
Jeg har sat de to kusiner Sara (17 år) og Kristine (18 år) stævne til en snak om alt dette og meget mere.

I 2003 kom de to kusiner næsten ved et tilfælde på en kristen lejr i England på et slot kaldet Capernwray Hall. Det var en lejr ud over alle forventninger, hvor begge piger blev personligt kristne.
– Jeg kom til at se kristendommen i et helt nyt perspektiv, fortæller Sara. – Jeg har aldrig mødt særlig mange unge kristne før – her i Ødis, hvor jeg kommer fra, er det mest gamle damer der går i kirke. Men pludselig var der fyldt med unge mennesker, der udstrålede sådan en stor lykke, at man bare ville have det ligesom dem.
Kristine fortsætter: – Hver dag var der andagt med skotten Andy Ferron, som virkelig brændte for det han sagde og fyldte mig med positivitet, der blev kanaliseret ud ved lovsangsmøderne om aftenen. Det var bare så fedt at sætte ord på sine tanker og følelser igennem lovsang, og jeg følte mig virkelig fyldt op, da jeg efter sommerferien samme år startede på gymnasiet.

Kristine kom fra en kristen friskole og kendte derfor mange af de andre unge, kristne på skolen, men i klassen var det stadig svært.
– Nu var det bare som om én ud af 30 i klassen var kristen, og den ene var mig, fortæller Kristine.
– Heldigvis viste det sig at også en anden af mine klassekammerater kom i KFS og det var virkelig dejligt at have en at tale med om troen. Nogle gange tror jeg, de andre syntes, vi var mærkelige, fordi vi ikke ville med ud og drikke, men med tiden har de jo lært os bedre at kende, og jeg synes det er en god klasse, selvom fredag og mandags samtaleemner altid drejer sig om, hvor meget man skal drikke eller har drukket i weekenden. Jeg tager jo stadig til fester engang imellem, men det er da mere for at være sammen med mine kammerater. Jeg forstår ikke, hvorfor alting skal handle om, hvor mange kasser øller man kan drikke på en weekend – hvorfor kan man ikke bare være sig selv?

Sara undrer sig også: – Efter 9. klasse har jeg været et år på high school i Canada med Rotary Club, og derovre er der virkelig en stor mentalitetsforskel i forhold til i Danmark. Der er slet ikke så meget Jantelov og alting drejer sig ikke om facader. I Canada tror jeg, det er meget nemmere at være ung og kristen.
På min skole vidste man, hvem der var kristen og hvem der ikke var – og begge dele var ok. Det var for eksempel helt naturligt at bede sammen før en musicalforestilling eller at spørge de andre, om de ville med i kirke om søndagen. Jeg kom i en kirke der hed E-free (Evangelisk Frikirke), hvor der var en virkelig inspirerende ungdomspræst, og vi kunne tale om alt i vores ungdomsgruppe.
– Nu her efter jeg er kommet hjem, savner jeg bare at kunne sidde med en veninde og drikke milkshakes og snakke en aften, men nu skal de jo alle sammen ud og drikke med deres nye klasse. Jeg er bare så træt af at det skal være sådan. Selvom jeg kun har gået på gymnasiet i tre uger, kan jeg allerede mærke den druktendens der er – folk kan nærmest ikke huske, hvad de har lavet i weekenden.
Sara har først lige fundet ud af, at der er noget KFS-arbejde på hendes skole, så hun vil prøve at gå til det næste møde og se, hvad det er for noget.
– Jeg ved jo ikke om det er noget for mig, men hvis det ikke er, er jeg egentlig ikke nervøs for at miste troen af den grund. På en måde har den jo altid været der, og selvom jeg ikke længere kommer i en kristen ungdomsforening, har jeg jo min familie at støtte mig til, fastslår Sara, hvis mor sidder i det lokale menighedsråd.

Kristine supplerer: – For mig var det vigtigst i begyndelsen med KFS. I starten var det rart at vide at man havde en form for bagland, hvor der altid var nogen at snakke med, hvis der var problemer. Men efterhånden føler jeg mig også sikrere. Efter at en kristen gruppe kaldet IWT (Impact World Tour) optrådte på vores skole, var det som om, at det blev mere accepteret at være kristen, og nu kender folk mig også bedre, så jeg har ikke på samme måde behov for et sikkerhedsnet. Men jeg kommer selvfølgelig stadig i KFS og taler med folk derfra dagligt.

3.g’eren Kristines afsluttende råd til Sara fra 1.g. er mere end alt en overvejelse hun selv har haft:
– Jeg ville på en måde ønske, at jeg lige fra starten havde gjort klart udtryk for, hvad det præcis var jeg stod for. I forvejen er jeg jo en meget stille pige, men jeg vil hellere have at folk ved hvad jeg står for og kommer og spørger mig om min tro i stedet for at gå og tænke, at jeg er underlig.
Sara nikker anerkendende, men alligevel griner de begge i overensstemmelse ved tanken om lige at bede læreren om 5 minutter af matematiktimen for at fortælle alle i klassen, at man er kristen.
– Det er nok ikke så meget mærkatet „KRISTEN“ det handler om – det skal vist bare vises igennem den måde man lever sit liv på, bliver kusinerne slutteligt enige om.