BIBELEN flytter rundt med os…
Peter Buch, som er
sognepræst ved
Højdevangskirken på Amager,
forklarer ugens tekst.
Hvad tænker du først og fremmest på, når du læser ugens tekst?
– Ærligt? Ingenting. Den siger mig ikke noget.
Måske skal jeg lige moderere mig lidt:
Den siger mig i hvert fald ikke noget, jeg ikke ved på forhånd. Min mening læser jeg ind i Bibelens ord. Men pludselig kan Bibelen vende sig og læse sin mening ind i mit liv. Så sker der noget.
Bibelen er en skatkiste, men det er ikke sådan som i eventyrene, at man blot skal lægge den under regnbuen, så vælter skattene op. Det er snarere noget arkæologisk, langsomt og nogle gange slidsomt. Og nu må det ikke misforstås i retningen af, at Bibelen er en gammel bog, næsten uforståelig for et moderne menneske. For det er det modsatte, der er tilfældet: Bibelen graver i vort liv, Bibelen flytter rundt med os og vore livsproblemer.
Er det svært som præst at skulle blive ved med at prædike så kendte bibelvers som at elske Herren din Gud og om næstekærlighed. Det har vi jo hørt mange gange?
– Første gang man hører noget har det nyhedens interesse.
Men en god bog kan man læse flere gange og opdage nyt i gang på gang.
Bibelen er mere end en god bog, for sammen med bogen står en person, Jesus Kristus, og taler til os. Ingen anden bog har en tilsvarende forfatterkontakt med sit publikum. Men mens en god bog kan gøre indtryk på os, kræver Jesus, at vort liv kommer til udtryk – hvis man kan bruge den modsætning – når vi læser bogen.
Farisæerne prøver atter en gang at få skovlen under Jesus, hvorfor er de så irriterede på ham?
– Fordi Jesus gjorde det samme dengang som han ønsker at gøre i dag. Ændre vores liv og få os til at ændres i mødet med ham.
Jesus svarede dem: Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind. Dette er det første og største bud.
Det følgende er imidlertid lige så vigtigt: Du skal elske din næste som dig selv. Rører Jesus her ved et ømt punkt hos farisæerne?
– Jesus var ikke den første, der sammenstiller de to bud: at elske Gud og mennesker som sig selv. Men han gør det konsekvent. Næsten er alle og enhver og ikke kun de fromme/troende jøder, og man får en fornemmelse af, at troen på Gud ligestilles med næstekærligheden.
Er mennesker åbne for at høre noget, de har hørt så tit?
Det er det monotone, man overhører. Det bliver lige som at bo ved en hovedlandevej – efterhånden hører man ikke bilerne, der kører forbi.
Vi taler i dag om at skille stat og kirke ad. Det er ikke noget nyt. Farisæerne havde allerede dengang et adskilt samfund. De skilte sig ud fra de(t) urene og ugudelige.
Ordet farisæer betyder at skille sig ud. Det var et kæmpe arbejde at danne et gudsrige midt i syndens verden og gøre det så stort som muligt.
Vi gør nøjagtigt det samme i dag: man må ikke blande religion og politik siger vi i dag på ægte farisæisk, blot med den forskel, at vort samfund forsøger at gøre det ikke-religiøse område så stort som muligt og arbejder hårdt på det.
Men Jesu Gudsrige er midt iblandt os. Jesus gør det hele helligt. Både den fromme næste, han som går i kirke og som vi selvfølgelig regner for religiøs, og den bandende medarbejder, der kun viser sig i kirken, hvis der er en større privat fest bagefter.
Så derfor skal vi stille spørgsmålet en gang til, men ændre lidt ved et af ordene:
Er mennesker åbne for at gøre noget, de har gjort så tit?
Og jeg tror, Jesus vil sige: Nej. For du har aldrig gjort det før. Det er altid en ny handling, du skal gøre. Situationen er ny hver gang, selv om du møder et menneske 100 gange samme dag, er det nyt hver gang.
Hvis vi ikke er til stede (altså hvis vi lader som om det var det samme som sidst) mærker vores næste det straks. Opmærksomheden er væk.
Hvis du spørger mig igen, om Bibelen siger mig noget, så gør den det selvfølgelig. Mit liv afhænger af den.
Guds rige er nært, men jeg kan blive dagens farisæer ved at nægte at gå ud i det.
