Hvor mange liv har Gud?
Min ældste søn sad opslugt af at kigge i en af sine illustrerede børnebibler, da han pludselig udbrød:
– Mor, hvor mange liv har Gud?Jeg må tilstå, at jeg blev ham svar skyldig. Altså, i og for sig var svaret vel ret enkelt: Gud ER liv! Men hvordan forklarer man det for en gut på 4 år? Jeg vævede mig ud i et eller andet med at Gud kun har eet liv men at han jo ikke kan dø….men det lød nok lidt tamt, for drengen var ikke tilfreds med svaret.
– En af drengene i børnehaven har et Yu-Gi-Oh-kort med en rød drage med meget store øjne.
Han gjorde sine øjne så store, som han kunne, og fægtede vildt med armene for at beskrive monsteret. Han udtalte det fremmedartede navn med forbavsende præcision. – Den har kun et liv, så den er ikke ret stærk!!!
Jeg sank en klump. Straks myldrede tanker om reinkarnation på børnehaveniveau rundt i hovedet på mig. Jeg havde ikke forventet, at de magiske byttekort, han talte om, som er så populære i øjeblikket, også huserer i børnehaverne.
– Øh…. fik jeg fremstammet, inden han afbrød mig igen.
– Hvor mange liv har Josef så? fortsatte unikummet.
Jeg gav op! Børneopdragelse har vel aldrig været let, men det er svært for en stakkels mor at skulle forholde sig til japanske manga-monstre, muterede skildpadder og superhelte med hang til at kravle op ad lodrette vægge blandt meget andet.
Det var der, at jeg pludselig kom i tanke om de computerspil, jeg var så optaget af før i tiden. Det bedste var, når man fandt dem i en version, hvor nogen havde pillet ved koden, så helten havde uendeligt mange liv. I praksis betød det jo, at han var udødelig.
Så næste gang, tror jeg, at jeg hopper med på legen og svarer:
– Ja, ser du min ven…Gud er den stærkeste af alle, så han må bestemt have tusind millioner liv!!!!