Stjernernes Juleevangelium
I Jomfruens tegn

De tolv stjernetegn, som bruges i al astrologi, er kendt fra tidernes morgen. Hvorfor er der så en Jomfru med barn, der minder om Maria?På grund af jordens kredsen omkring solen ser det ud, som om Solen i løbet af et år bevæger sig rundt til hver af de tolv stjernebilleder – eller “huse”. Det er den astronomiske forklaring på opdelingen.Men hvorfor tegnede man stjernerne som Jomfru, Skorpion, Vægt, Fisk, osv., når de slet ikke ligner?

Ingen ved, hvornår man begyndte at inddele stjernerne i disse tegn. Men det er sket længe, før Jesus blev født.

Romerne brugte disse tegn, grækerne før dem, babylonierne før dem, sumererne, egypterne, osv.

I Jobs Bog, som menes at være den ældste bog i Bibelen (fra ca. 2150 før Kr.), nævnes stjernebillederne i kap. 38,31-32: “Kan du binde Syvstjernens bånd eller løse Orions lænker? Lader du Venus gå op til rette tid, fører du Løven frem sammen med dens unger?” De samme nævnes i 9,9. Og i 26,13 er en tydelig hentydning til stjernebillederne: “…med sin hånd gennemborede han den flugtsnare slange.” Slangen (satan) gennembores i stjernebilledet Skorpionen.

I persisk og arabisk tradition er det Bibelens Adam, Enok og Set, der har “opfundet” eller nedskrevet stjernetegnene. Babylonierne anså også Enok for at være den, der havde opfundet astrologien. Grækerne kaldte Enok for “Atlas”. Egypterne og araberne anså også Enok for at være den, der kendte visdommen om stjernerne. I deres mytologi er han den samme som Hermes (den ældre).

I den sumeriske skabelsesberetning, som ligner den bibelske en del, beskrives i den 5. tavle, hvordan Gud skaber stjernebillederne. Tavlerne er fra ca. 2.000 før Kristus.

At stjernetegnene var kendt længe før den kristne tidsregning, er altså helt sikkert. Og netop derfor er det forbløffende at stifte nærmere bekendtskab med, hvad disse stjernetegn fortæller om “Jomfruen med barn”, “kvindens sæd”, “slangen, som hugger i hælen”, og mange andre udtryk, som straks minder den erfarne bibellæser om noget, han har læst.

Når man studerer stjernebillederne nærmere – og specielt når man skræller de nyere forvanskninger af – opdager man, at alle stjernebilleder fortæller den store historie om, at Gud sender en frelser til mennesker uden håb.

Stjernebilledet Jomfruen består af 110 stjerner. En af stjernerne er meget klar, seks andre er tydelige, mens de andre er mere utydelige at se med det blotte øje.

I forbindelse med Jomfruens tegn er der tre andre mindre tegn: Coma (barnet), Centauren (halvt menneske, halvt hest) lige over sydkorset og Bootes (“den, der kommer”) længere nordpå.

For Bibellæseren minder Jomfruen med barn naturligvis om Maria. Allerede i Esajas’ Bog forudsiges: “Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Es 7,14). Dette citeres igen i Mattæus 1,22-23: “Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: ‘Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel’ — det betyder: Gud med os.”

Marias jomfrufødsel har stået centralt i hele kristendommens historie og er naturligvis ofte blevet modsagt af mennesker, der ikke tror på guddommelig indgriben. Men uanset hvad man mener, må alle anerkende, at “jomfruen, der bliver med barn” hænger uløseligt sammen med evangeliet. Derfor er det interessant, at man flere tusinde år før kristendommen forbandt et stjernebillede med en jomfru med barn…

Jomfruen kaldes i hebræisk astrologi “Bethulah” (jomfru), i græsk astrologi Parthenos (pigen med jomfruelig renhed), i arabisk astrologi Adarah (den rene jomfru). Alle traditioner forbinder dette stjernebillede med en jomfru. Men det overraskende er, at man i mange ældre stjernebilleder tegner jomfruen med et barn i hendes arme, nemlig stjernekonstellationen Coma, der består af 43 stjerner. Comah betyder “den ønskede” eller “den, man længes efter”.

Jomfruen gengives i gamle stjernebilleder med en gren i høje hånd og nogle kornaks i venstre hånd.

I egyptisk astrologi forbinder man Jomfuen med Isis, Osiris’ kone, og hun blev kaldt “Aspolia”, som betyder “kornaks” eller “sæden”.

Grækerne, som heller ikke kendte til stjernebilledets oprindelse, viste Jomfuen som “Ceres” med kornaks i hånden (et symbol, som også ølfabrikanten Ceres bruger).

Rodskuddet og kornet i Jomfuens hænder fortæller om to sider ved det barn, hun skal føde. Han er et nyt skud på en gammel stamme, og han er den fuldmodne frugt.

Det er bemærkelsesværdigt, at Jesus selv i Johs. Evangeliet omtaler sig som et hverdekorn: “Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold” (Joh 12,24).

Den kraftigst lysende stjerne findes i kornakset i hendes venstre hånd. På arabisk kaldes det “Al Zimmach”, som betyder “gren” eller nærmere “rodskud” – altså et nyt skud, en spire. I Bibelen er der flere henvisninger til denne spire. Men ikke alle er tydelige i den danske bibeloversættelse. F.eks. står der i Zakarias: “jeg lader min tjener Semak komme” (Zak 3,8). Det siger jo ikke noget, fordi oversætterne ikke engang med en note har bemærket, at Semak betyder “spire”. I engelske oversættelser skriver man: “For behold, I will bring forth my servant, The Branch.” (Se, jeg sender/fremfører min tjener, Rodskudet.)

Mere kendt er Esajas 11,10: “På den dag skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene; til ham skal folkene søge…” Eller Esaja 53,2: “Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord…”

I Johs. Åbenbaring 5,5 står der: “Men en af de ældste sagde til mig: “Græd ikke! For Løven af Judas stamme, Davids rodskud, har sejret, så han kan åbne bogen og dens syv segl.” Og senere i Åb. 22,16 siger Jesus selv: “Jeg er Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne.”

(Den lysende morgenstjerne er planeten Venus. )

En af stjernerne i rodskuddet hedder på arabisk “Al Murredin” (som betyder: den, der kommer ned, eller den, der skal herske). I den kaldæiske astrologi kaldes denne stjerne Vindermiatrix, som betyder “sønnen” eller “rodskuddet, som kommer”.

I moderne stjernebilleder viser det tilstødende stjernebillede Coma sig kun som kvindens hår. Det kommer fra den græske mytologi ca. 250 år før Kristus. Men i de gamle Denderah stjernebilleder (ca. 2.000 før Kristus) er stjernebilledet Coma vist som Jomfruens barn. Selv Shakespeare, som jo levede meget senere, kendte til stjernebilledet med “the Good boy in Virgo’s lap” (Den gode søn i Jomfruens skød). Som han omtaler i Titus Andronicus, (IV, scene 3). Dette kunne tyde på, at man i Middelalderen også har kendt til de oprindelige stjernebilleder.

Som tidl. nævnt betyder Coma “den ventede”, den, man længes efter. De gamle egyptere kaldte dette stjerne-tegn “Shes-nu”, som betyder “den ønskede søn”. De kaldte sønnen for Horus i deres mytologi. I persisk astrologi havde kvinden et navn, der betyder jomfruelig renhed, selv om hun sidder på en trone og plejer sit barn – altså en henvisning til jomfrufødsel. Barnet kaldte perserne ved det hebræiske navn “Ihesu”, der ligger tæt på det græske Ieza, som bruges i forbindelse med Kristus.

Om Jesus står der i Lukas 2,40: “Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.” Og for grækerne var Jomfruen netop gudinde for visdom, retfærdighed og skønne kunster.

Et andet mindre billede under Jomfruens tegn er Centaurus. Han fremstilles som halvt hest, halvt menneske (halvt guddommelig, halvt menneskelig?) med et spyd i hånden, som han retter imod Lupus. Centaueren hedder på græsk Cheiron, som kan betyde “den gennemstukne” eller “den, der gennemhuller”. Både på hebræisk og arabisk er meningen med dette billede “den foragtede”.

Og Bibellæseren kommer til at tænke på Esajas 53,3-ff:

Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget.

Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud.

Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder.

Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.

Stjernebilledet Bootes, som også hører under Jomfruen, viser en stærk, rask mand. Dette navn kommer fra græsk, hvor det betyder plovmand. Men egypterne kaldte ham Smat, – hersker. På hebræisk er navnet “den kommende”.

I de gamle myter findes tegn på, at Bootes var en hyrde, der vogtede Acturus – fåreflokken. Og som bekendt kaldte Jesus sig “den gode hyrde” (Johs. 10,11-14 og 27-28) Og Esaja profeterer om hyrden, som leder sin flok.

Et segl i hans hånd viser, at han også er høstmand (som omtalt i Johs. Åb. 14:16)

Den kraftige stjerne i Hyrdens venstre knæ er Acturus, som er nævnt i Job 9,9 og betyder “Han kommer”.

Stjernen “Al Katurop” i Hyrdens spyd betyder “at træde under fod” (Esajas 63,3 om dommen). En anden stjerne betyder “som skiller” og kan hentyde til, når fårene skal skilles fra bukkene på dommens dag (Matt.25:32).

Tilsammen viser Jomfruen og de tre mindre stjernebilleder, Coma, Centaurer og Bootes en “stjerne-profeti” om Jomfruen, som bliver med barn. Barnet der foragtes og dræbes. Men som kommer igen for at lede flokken, for at høste og for at dømme.

De vise mænd fra Østerland, som optræder ved Jesu fødsel, siger, at “vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham” (Matt 2,2). Østerland må henvise til landene øst for Israel – dvs. Iran og Irak – eller Persien, Kaldæa, Babylonien, som de hed før. Netop de steder, hvor astrologien stod stærkest.

Vismændene har ikke – som det ofte lidt naivt fremstilles – gået efter en stjerne, som vandrede foran dem og stod stille over stalden. Nej, de har været astrologer og har set en særlig stjernekonstellation i stjernebilledet Coma. Her var to stjerner så tæt på hinanden på det tidspunkt, at de så ud som én stor stjerne. Og for perserne betød det noget helt specielt. I den persiske historiker Abulfaragius beretninger (ca. 1250 før Kristus) skriver han nemlig, at perseren Zoroaster, som var elev af Daniel (kendt fra Bibelen, fra fangeskabet i netop Persien), fik den profeti, at en ny stjerne skulle komme frem, når Han – som Daniel havde talt om – skulle fødes.

Stjernen skulle ifølge skriftet “Zend Avesta” dukke frem i Jomfruens tegn. Og ifølge traditionen var det netop i stjernebilledet Coma (barnet) Bethlehemsstjernen viste sig.

Gud har gennem historien ladet andre folk end jøderne (og senere de kristne) se noget af sin storhed.

Et eksempel ser vi i beretningen om Bileam, som var spåmand, og som siger om sig selv: “Selv om du, Balak, gav mig alt det sølv og guld, der kan være i dit hus, kunne jeg ikke af mig selv gøre noget som helst, der går mod Herrens befaling. Kun det, Herren taler til mig, kan jeg tale.” (4. Mos. 24,13) Hvorefter Bileam giver en spådom til Balak om noget, der skal ske engang i fremtiden:

“Jeg ser ham, dog ikke nu,

skimter ham, men ikke nær.

En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel…”

Der kan næppe være tvivl om, at det er Messias, han profeterer om. Davids rodskud. Jomfruen Marias barn: Jesus.

Også de andre stjernebilleder er fyldt med symboler, som fortæller om Jesus. Det bliver for omfattende at beskrive her og nu, men skal blot antydes: I Vægtens tegn findes f.eks. korset, det slagtede lam, kronen. Skorpionen er satan, som besejres af Skytten. Stenbukken var oprindelig et slagtet lam, hvis hale var en fisk (på grund af lammet vokser et nyt folk frem – fiskene = det kristne symbol). Vandmanden symboliserer Helligåndens vand, som udgydes (og ikke en ny ikke-kristen tidsalder, som New Age-tilhængere tror). I Fiskens tegn findes også Andromea – den lænkede kvinde, bruden, som i Vædderens tegn løses af brudgommen Cepius, den kronede konge. Tyren er tegnet for Kristus, der kommer for at genoprette retfærdighed. Tvillingerne symboliserer Lammets bryllup. Krebsen var oprindelig tegnet som et ørnehoved. Og endelig Løven – ja, det er Løven over Juda – et billede på Kristus, sejrherren, som til sidst har al magt i Himmel og på jord – og blandt universets millioner af stjerner.

Det kan ikke være tilfældigt, at alle disse gamle kulturers astrologier havde næsten samme indhold. Og at dette indhold peger på det kristne evangelium – endnu før Kristus var født.

De gamle kulturer havde nemlig samme udgangspunkt. Adam. Og senere, efter Syndfloden, Noa og hans sønner.

De første mennesker havde denne viden om Guds frelse engang i fremtiden – det antydes i syndefalds-beretningen, hvor der også er en profeti om det, der skulle ske: “Jeg sætter fjendskab mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved og du skal hugge den i hælen!”

Måske var det Enok, der tegnede kortet over stjernerne som billeder af den viden, han havde – eller det syn, han havde fået. Vi ved det ikke. Men vi kan slå fast, at Stjernebillederne er “opfundet” flere tusinde år, før Jesus blev født, men alligevel tydeligt taler sit eget store juleevangelium om Jesus Kristus, der besejrer alt det onde og leder sin flok.

Kilde bl.a.: Bogen The Glory of the Stars, a study of the Zodiac, by E. Raymond Capt

Andre bøger om pyramiderne, Stonehedge og lign. fortidsminders forbindelse til bibibeln og kristendommen.

Andre artikler i serien