Maria synes, det er fedt at gå på efterskole

Maria Kelstrup er 16 år og går på efterskole. Hun kommer fra Viborg, men har valgt at tage på Frydensberg Efterskole i Mariager. – Jeg valgte Frydensberg, fordi min storebror har gået der og var rigtig glad for det. Desuden havde jeg hørt fra mange andre, at det skulle være en rigtig god skole. Alligevel overraskede det mig, hvor fedt det egentlig er at gå på efterskole.
Jeg havde været lidt bange for at have for høje forventninger, men jeg er i hvert fald ikke blevet skuffet.
Maria kan især godt lide valgfagene og 19.19-møderne. Dvs. ungdomsmøder, der starter kl. 19.19, med masser af lovsang og unge, der prædiker.
– En anden god ting ved efterskolen er, at man altid har en værelseskammerat at snakke med. Vi bor fire sammen på et værelse, hvoraf to bor på en hems (en slags loft), forklarer Maria.
– Så snakker man mest sammen med den, man sover ved siden af, fordi man er lidt adskilt fra de andre. Man risikerer heller ikke at sove for længe, griner Maria og forklarer, at det skete rimelig tit for hende, da hun gik i folkeskolen.

Altid sammen…

– Selvfølgelig kan det også godt være lidt svært at skulle dele sit værelse med tre andre piger, men det vænner man sig til. Det værste er nok, hvis man kommer op at skændes med sine værelseskammerater.
Hvis man ikke er i humør til at snakke eller være social, kan det godt være svært at være alene på en efterskole.
Vi er godt 60 elever, hvilket ikke er så mange i forhold til andre efterskoler, men det synes jeg er hyggeligt.
Maria fortæller, at de startede med en ryste-sammen-tur, hvor de bl.a. sov i bivuak.
– Det var en rigtig sjov tur, og vi havde godt vejr. Men det var lidt primitivt med toiletterne, og vi var trætte, da vi kom hjem. Det gav et bedre fællesskab.

Bedre end folkeskolen

Maria har før gået i folkeskolen i nærheden af Viborg.
– Man får et bedre forhold til efterskolelærerne end til almindelige lærere, fordi de også er her om eftermiddagen. Så forbinder man dem ikke kun med skole og lektier. Der er altid nogle lærere at snakke med. Man plejer jo at snakke med forældre om alt muligt, og det er ikke alt, man kan snakke med vennerne om.
Selvfølgelig savner jeg også det derhjemme, men det er ikke noget jeg tænker så meget over. Her sker jo noget hele tiden, forklarer Maria.
På Frydensberg har de en stille-time efter aftensmaden til lektier. Man skal enten sidde i klassen eller på sit eget værelse, og man må gerne hjælpe hinanden.
– Jeg synes, det er rigtig godt. Så ved man, at man har tid til at lave sine lektier. Og man går jo ikke glip af noget, for alle har stille-time.
Selvfølgelig er det lidt surt, hvis man ikke har lektier for. Men så plejer jeg at sidde og tegne eller skrive.

Kan snakke om Gud

– Det allerbedste er, at det er en kristen efterskole. Alle lærerne er kristne, og det er de fleste af eleverne også.
Det er rigtig dejligt at kunne snakke med sine kammerater om Gud og dele oplevelser, man har haft. Det kunne jeg jo ikke gøre på samme måde i folkeskolen, hvor jeg var en af de få, der var kristne.
– Jeg synes, der er rigtig fedt her, for det er vigtigt for mig at kunne snakke med nogen på min egen alder om alt det med Gud, slutter Maria.