En pilgrimsvandring opføres i kulturnatten
KØBENHAVN – Apostelkirken i København opfører på kulturnatten den 14. oktober en nyfortolkning af John Bunyans klassiker fra 1672, En pilgrimsvandring.
Da pilgrimstanken er oppe i tiden, har sognepræst Niels Nymann Eriksen sammen med Ordets Teater skrevet den gamle kristne fortælling om til et moderne drama. Hovedpersonen Kristen er i Bunyans bog på vej fra Undergangens By til Den Himmelske Stad. Den moderne udgave er noget ændret, Kristen er ikke tynget af synderne, men af livets forspildte muligheder.
– Teatret er en måde at få det kristne budskab ud til mennesker, som synes, der er noget ved kristendommen, men som ikke kan holde det hellige ved gudstjenesten ud, siger stykkets instruktør Mikkel Rosenberg. Jakob la Cour spiller Kristen, og Peter Vinding spiller i skiftende roller de personer, Kristen møder på sin vej.
Stykket spilles også den 15.-16. og 18.-22. oktober.
– hanne