Nytænkende direktør for Statens Museum for Kunst: – Kirken er som et støvet museum der skal fornyes
Med dyb, vestjysk ironi delte Allis Helleland sine erfaringer i, hvordan man forvandler et støvet, lukningstruet museum til en publikumssucces på få årKØBENHAVN – Museumsdirektør Allis Helleland udfordrede de knap 500 kirkeledere til Willow Creek konferencen i København, da hun drog paralleller mellem et gammelt, smukt, fantastisk og klogt, men støvet museum – og kirken i dag.
I 35 minutter holdt Allis Helleland konferencedeltagerne fanget mellem alvor og latter, da hun med et glimt i øjet og på en stille vestjysk måde ironiserede frit fra leveren og konkluderede, at det drejer sig om at få budskabet ud til folk og ikke kun holde et fint, gammelt og traditionsbundet hus ved lige.
Allis Helleland har som direktør for Statens Museums for Kunst vendt museets udvikling. Allis Helleland er blandt andet kendt for at arrangere månedlige alternative gudstjenester på sit museum med op til 1.000 deltagere. Da hun overtog posten, diskuterede man alvorligt, om museet skulle lukke og fordele dets kunstskatte til landets øvrige museer, som trak et større publikum.
Hendes opgave på konferencen var netop også at tale om, hvordan man forandrer en gammel institution til at være publikumsvenlig. Hun fortalte åbenhjertigt om hverdagen på Statens Museum for Kunst, da hun tiltrådte for 12 år siden.
– Der var 150 ansatte. Der var masser af traditioner. Kunsthistorikerne følte, de var finere end alle andre. Og de bestilte stort set ikke andet end at være klogere end alle andre. Ingen arbejdstider, de kunne komme frit som de ville. Politikerne stillede ingen krav. Man levede helt sit eget liv på museet på mange måder som folkekirken gør i dag.
– Det lå der bare, det smukke gamle hus. Medarbejderne kunne bruge en hel karriere på blot at skrive kloge artikler til kolleger i andre lande, som arbejdede på tilsvarende institutioner. De accepterede bare, at der ingen mennesker var.
– Få tusinde mennesker nød hele Danmarks kunstskat. Det var hovedsageligt om søndagen, publikum kom, hvor der kunne komme 50-100 af de fine fruer og meditere over de billeder, de kendte så godt.
– Og børn var ikke velkomne, de var blot forstyrrende elementer på det fine, gamle, fantastiske museum, der havde 10.000 malerier og 300.000 tegninger alle med hver sit budskab, pointerede Allis Helleland og drog paralleller til kirkens budskab.
– Kirkens budskab er bibelteksterne. De skal ud til folk. Kirkens fine gamle bygninger, kirkens struktur og fine teologiske diskussioner rykker ikke noget. Det er bibelteksterne, det drejer sig om. Somme tider når jeg sidder i kirken og hører en prædiken, tænker jeg, om præsten da ikke bare kunne læse bibelteksten igen. Bibelteksterne er uopslidelige og har et budskab, ligesom hver kunstner har et budskab med sit værk, sagde Allis Helleland.
Da Kulturministeriet indførte såkaldte resultatkontrakter, var alle tvunget til nytænkning. Politikerne krævede bl.a., at man holdt udstillinger på Statens Museum for Kunst – og at der også blev gjort noget for børnene.
– Man betragtede resultatkontrakter som et uhyre på det fine, gamle museum, fordi man pludselig skulle være brugervenlig. I dag er alle glade for det. Udstillinger havde været et ukendt begreb.
Jeg ønskede at gøre museet til et levende sted fyldt med publikummer. En kendt journalist sagde til mig: Allis, hvad vil du med at få flere folk ind, de har jo ikke forstand på det.
Allis Helleland ser også resultatkontrakter mellem folkekirken og Kirkeministeriet som kirkens redning.
– Så længe Kirkeministeriet ikke laver en resultatkontrakt for kirken, sker der ikke noget. Hvor mange krav stilles der til kirkens folk? De er fredede.
– Tænk, hvis kirkens resultatkontrakt handlede om formidling af budskabet? Og man stod til ansvar for, om det lykkedes?
– Der er brug for både forskere og formidlere, både teologer og prædikanter. Men det er bibelteksten, folk vil have. Det er dér, skatten, rigdommen og kernen er. Kirken har bare at komme i gang og gøre noget, der kommer den danske befolkning til gavn. Bibelteksterne skal ud, appellerede museumsdirektøren.
Willow Creeks lederskabskonference foregik samtidig 58 andre steder i verden.
Undervisningen blev afviklet via storskærm. Desuden var der to live-talere Foruden Allis Helleland var det pastor og IT-salgschef Helge Standal fra Stavanger bispedømme.
Daglig leder af Willow Creek arbejdet i Danmark, Ruth Cilwik Andersen, er begejstret efter de to konferencedage i Københavns Kristne Kulturcenter, som husede det tværkirkelige arrangement. Lederne kom fra et bredt udsnit af det danske kirkeliv lige fra Indre Mission og Luthersk Mission, over valgmenigheder i folkekirken til frikirkerne. Foruden Kristelig Fagbevægelse.
Ud over de knap 500 konferencedeltagere deltog 100 bibelskoleelever, der også var frivillig arbejdskraft, så konferencen gled, som den skulle.
– Konferencen har været en kæmpesucces. Vi har været lidt nervøse, fordi den hovedsagelig var en storskærmskonference med kun to live talere. Men responsen fra konferencedeltagerne har været overvældende positiv. Folk har fået meget ud af det hele. Det har ikke betydet noget, at man har skullet lytte til talerne på en storskærm. Konferencestemningen var i top, siger Ruth Cilwik Andersen.
– De mange budskaber gik ind under huden og ind i hjertet, hørte jeg folk sige.
– Den næste Willow Creek lederskabskonference herhjemme bliver om et år, fortæller Ruth Cilwik Andersen.
