50 Shekel

Han er ortodoks jøde og født i Israel – men nu rapper han for JesusDet er ikke tit, du møder en ung ortodoks jøde, født i Israel, opvokset i Brooklyn/Jersey, optrædende i Californien, tidligere yeshiva-elev, der rapper for Jesus.Han er provokerende, kontroversiel og vant til at optræde i medierne. Alligevel blegner de seneste års medieinteresse i sammenligning med det, han har oplevet siden 10. juni i år.
Egentlig hedder han Aviad Cohen. Men hans fans kender ham under navnet 50 Shekel, blandt jødiske venner forkortet til Shek.

Jødisk rap i radioen

50 Shekel er en ung jøde med en ortodoks jødisk baggrund. Hans bedstefar undslap fra koncentrationslejren Treblinka og overlevede Anden Verdenskrig. 50 Shekel blev født i Israel men voksede op i New York. I en periode levede han på afstand af sine jødiske rødder. Men snart vendte han tilbage og valgte med provokerende stolthed at demonstrere sin jødiske identitet. I 2003 slog han igennem og blev USA’s kendteste, jødiske rapper.
Hans gennembrudsnummer hed „In Da Shul“. Det var parodi-rap bestående af en blanding af hip-hop-slang og amerikansk-hebraisk-jiddish. I et interview dengang understregede han, at „det er jødedom, der har formet mig – de værdier og den etik, som Toraen lærer os“. I en typisk linie fra „In Da Shul“ hedder det: „You can find me in da shul, praying after school“ (du kan finde mig i synagogen, bedende efter skolen).
Et amerikansk magasin gav ham tilnavnet „verdens mest kosher MC“ (MC er en hip-hop betegnelse for en rapper, og ‘kosher’ betyder: i overensstemmelse med jødisk lovgivning). I jødiske ungdomsmiljøer i USA vakte 50 Shekel og hans insisteren på at rappe om jødiske temaer opsigt. Snart blev han et yndet indslag på jødiske og israelske radiostationer. Jødiske ungdomsgrupper og synagoger arrangerede koncerter med ham. Og en hel række magasiner og store aviser – jødiske og ikke-jødiske – skrev om det nye jødiske ungdomsfænomen, der forenede moderne hip-hop-kultur og rap med en bevidst og udpræget jødisk tradition.
For nogle unge amerikanske jøder var 50 Shekel en inspiration til at holde fast ved deres jødiske identitet. Og være stolt af den. Som det svenske Israels-tidsskrift Menorah konkluderede det i en præsentation i 2004: „Den israelske hip-hop kunstner 50 Shekel vil tænde jødisk ungdoms lidenskab for jødedommen og forstærke deres ‘kosher’ følelser ved hjælp af sin musik“.

The Passion

I sensommeren 2004 begyndte der at ske overraskende ting i 50 Shekels liv. En kristen radioudsendelse, han tilfældigt hørte, provokerede ham, fordi præsten talte om ting fra Det Gamle Testamente.
Senere købte han en dvd med Mel Gibsons The Passion – efter at han omhyggeligt havde sikret sig, at der ikke i butikken var nogen jøde, han kendte.
En sabbatseftermiddag satte han dvd’en i maskinen hjemme i stuen og så filmen om Jesu lidelse. Det var langt fra at være den antisemitiske film, som han havde ventet.
– Da jeg havde set filmen, sad jeg med åben mund i tyve minutter, fortæller han på sin internetside.
– Jeg var chokeret. Oh Gud, Jesus var Yeshua. Jesus var Messias, Moshiach, den Salvede, som vi har ventet på!
Efter at have set The Passion fandt 50 Shekel på internettet frem til Matthæusevangeliet. Og igen gjorde han en overraskende opdagelse: Det var jødisk!
– Gud kastede et redningsbælte til mig. Og indskriften på det lød: Jesus er den jødiske Messias. Jeg kom til tro i oktober 2004, da jeg bogstaveligt taget blev frelst af Yeshua HaMoshiach (Jesus Messias), der åbenbarede Guds sandhed for mig.

Bekendelsen

Otte måneder senere var 50 Shekel rede til det næste store skridt. Den 10. juni i år proklamerede han åbent på sin internetside (www.50she-kel.com), at han var blevet en jøde, der tror på Jesus som Messias.
Forandringen på hjemmesiden var revolutionerende. Ud over 50 Shekels vidnesbyrd rummede hjemmesiden pludselig citater fra Det Nye Testamente, messiansk-jødiske links og muligheden for at indsende egne vidnesbyrd om Yeshua (Jesus). Fotogalleriet var udvidet med billeder af 50 Shekel i t-shirt med teksten „Jesus kongernes konge“ og baggrunds-grafitien „Yahweh frelser“.
50 Shekels Jesus-bekendelse vakte enorm opsigt. De sidste par måneder er listen over interviews og artikler om den jødiske rapper, der pludselig er blevet Jesus-freak, vokset med uhørt fart. Blandt messianske jøder og i nogle kristne ungdomsmiljøer er 50 Shekel pludselig blevet et navn.

Bekendelsen koster

Men bekendelsen har også kostet. På nogle jødiske hjemmesider, hvor han før var det store navn, vrimler det nu med forargede og fordømmende indlæg fra skuffede fans, mens andre fans forsvarer ham. Talsmænd fra anti-messianske, jødiske organisationer har rettet skarpe angreb på ham i aviserne. Antimis-sions-organisationer har advaret synagoger og jødiske ungdomsgrupper mod fortsat at lave arrangementer med ham. Og i flere artikler mere end antydes det, at hele 50 Shekels „Jesus-flip“ blot er et forsøg på at skifte det forholdsvis lille jødiske musikmarked ud med et langt større kristent.
Beskyldningen preller af. „50 Shekel er bare en sand jøde på kosher kurs,“ lyder det på hans hjemmeside.
50 Shekel rapper stadig. Musikstilen er den samme, den provokerende ligefremhed og understregningen af den jødiske identitet også, men indholdet er præget af hans opdagelse af Messias. I efteråret udkommer hans nye album: Get Righteous or Die Tryin. Formålet lægger han ikke skjul på: det nye album skal herliggøre Gud.
Med sin åbne bekendelse til Jesus er 50 Shekel blot blevet endnu mere kontroversiel end før. For som det hedder på hans internetside: „Det er ikke tit, du møder en ortodoks jødedreng, født i Israel, opvokset i Brooklyn/Jersey, optrædende i Californien, tidligere yeshiva-elev, der rapper for Jesus“.

Artiklen har været trykt i Ordet og Israel september 2005 og bringes med tilladelse.