Danske missionærer har det godt
ETIOPIEN – De seneste dage har der været en del uroligheder i Etiopiens hovedstad Addis Abeba. Et af de danske missionsselskaber, der har missionærer i området, er Luthersk Missionforening (LM).

Og foreningens missionærer, der alle er tilknyttet Den Norske Skole i Addis Abeba, har det efter omstændighederne godt, selv om man måtte lukke skolen i flere dage i sidste uge.
Den politiske situation i landet er spændt, og mange mennesker er frustrerede, fordi de mener, der blev fusket ved valget i maj i år. Det har ført til demonstrationer i gaderne flere steder i Addis Abeba.
Ifølge forskellige kilder er omkring 35 personer blevet dræbt og 200 såret i skudvekslinger med politiet.
Missionssekretær Bent Olsen fortæller, at missionærerne i Addis Abeba har været i kontakt med den danske ambassade.
HBL