Hjælp til forfulgte kristne i Burma
Cecilie Nielsen fortæller om en spændende og farlig tur ind i det forbudte BurmaDet var en sen eftermiddag, og solens gul-orange skær lyste op over et helt grønt og meget frodigt område med rismarker og små landbrug. Der var bjerge, så langt øjet rakte. Det var så ufattelig smukt.
Vi kørte i en hvid truck pakket med bibler og kassettebånd. Det skulle senere smugles over grænsen til de kristneburmesere.
Det blev mørkere og mørkere, og da vi kørte op i bjergene, blev det helt sort. Det begyndte at blive lidt uhyggeligt at tænke på, at vi skulle op og hente to flygtninge, og at det faktisk var meget ulovligt.
Vi skulle igennem fem thaicheckpoints, og hvis det thailandske politi opdagede, at vi havde burmesere uden visa med, så ville vi måske alle blive arresteret.
Jeg hedder Cecilie, kommer fra Osted på Sjælland, og jeg er 20 år. Jeg er volontør på radiostudiet Fredens Stemme, som er støttet af Det Danske Missionsforbund. Det ligger i Chiang Mai i Nordthailand.
Chiang Mai ligger tæt på Burma, og i Burma er der borgerkrig mellem militæret Juntaen og dele af befolkningen.
Jeg kom hertil for to måneder siden og besøgte et amerikansk missionærpar, som arbejder i Burma. David og hans kone, Karen Eubank, og deres tre børn. De tager illegalt over grænsen til Burma og hjælper det burmesiske folk i kampen mod Juntaen.
I den burmesiske jungle laver parret træningslejre. De træner små grupper, særligt Karénstammerne, i krigsstrategi for at undgå at møde Juntaen. De uddanner dem i lægehjælp, så Karénstammerne selv kan tage sig af de sårede. De får også et kursus i kommunikation; både i hvordan de skal fortælle hinanden i junglen, hvor Juntaen befinder sig, men også i hvordan de skal fortælle hele verden om den forfølgelse, tortur og håbløshed, de oplever.
David begyndte med at fortælle om alle de mennesker, som er blevet myrdet, om alle de børn, som har mistet deres forældre, om alle de landsbyer, som er brændt ned, og om de flygtningelejre, hvor mange af dem bor. Jeg var dybt chokkeret. Det sker kun 400 km fra Chiang Mai. Hvis David bliver taget af Juntaen, bliver han henrettet.
En måned senere tog jeg med tre af Eubanks medarbejdere til Mae Hong Son. Det ligger fire timers kørsel fra Chiang Mai ved den burmesiske grænse. Vi skulle hente to burmesiske flygtninge, som skulle være med til at planlægge det næste indryk til Burma.
Da vi kom derop, blev vi mødt af små søde thaibørn. De boede på det sted, hvor de to flygtninge opholdt sig efter at have sneget sig ud af flygtningelejren, som lå tæt på.
Vi bar bibler og bånd indenfor og gjorde klar til at tage af sted igen. Vi bad en bøn om, at det måtte gå godt på turen hjem. Alle vidste hvad gå godt betød.
Vi satte os ind i bilen. De to i midten, helt klemt sammen. Og mig på forsædet i håb om, at hvis thaipolitiet så en pige, så ville de ikke blive mistænksomme.
På turen hjem var der bælgmørkt, og alle var lidt nervøse. Dog begyndte en at fortælle historier om, hvordan han havde lavet en udsendelse om Burma med CNN i 2001.
Disse to burmesere var nøglepersoner i mange af de projekter, David og Karen havde i Burma. De talte begge engelsk.
Deres historier og deres tro på Gud var så overvældende og opmuntrende. Jeg har aldrig mødt mennesker som dem. De beder ikke om, at Gud vil hjælpe dem med at være glade den dag. De beder Gud om, at han må skåne deres liv.
Som du nok kan regne ud, så kom vi sikkert igennem alle fem checkpoints uden problemer. Og sikkert hjem til Chiang Mai.
Trust God. Det er David og Karens citat. Med disse ord i rygsækken sætter de deres liv på spil hver eneste gang, de krydser grænsen til Burma. Det var mit citat, da jeg sad i bilen på vej hjem fra Mae Hong Son.
Trust God er ikke kun noget, der virker for dem, men det er noget, som virker for alle mennesker, som tror på det.
Det er min opmuntring til jer og også til mig selv denne dag. Gud er ikke til for lyserøde fortællinger, men han er virkelighed, han hjælper, og han ånder over os.
