Konference vil udruste teen- & ungdomsledere
ÅRHUS – Hundredvis af teenage- og ungdomsledere mødes i den kommende weekend til, hvad arrangørerne selv kalder Danmarks vigtigste teenage- og ungdomslederkonference.Det er niende gang, en gruppe af folke-, fri- og fælles-kirkelige ungdomsorganisationer inviterer til lederkonference, og det hele foregår fra fredag til søndag på Langkær Gymnasium og HF i Tilst ved Århus.
Emnet i år er Tro på det, og formålet er at give deltagerne et billede af, hvordan det omgivende samfund ser ud, og hvad det kræver at lede kirkeligt ungdomsarbejde.
– Folk søger efter mening og tro i en grad, der er unik for Danmark, hvor man tidligere har gjort, hvad man kunne for at reducere Gud til en vag idé eller bare en god historie, skriver arrangørerne.
Weekenden byder både på personlig coaching og samtale om, hvordan den enkelte deltager udøver sit lederskab. Og fælles undervisning, der udruster til lederskab.
Undervisere på Refill er teolog og rektor ved Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi (SALT), Anders Michael Hansen, landsleder i Youth For Christ (YFC), Leif Johanson og Søren Marcussen, der er lærer på Pinsevækkelsens Højskole i Mariager og tidligere præst i Pinsekirken i Holstebro.
Lørdag eftermiddag kan deltagerne vælge mellem syv forskellige seminarer om blandt andet story evangelism, lederens gudsforhold, barmhjertighed og kommunikation.
– ole