Vær ærlig, men vær fuld af håb

Mal Fletcher
Forfatter

Folk står af rimelig hurtigt, hvis de får fornemmelsen af, at du kun fortæller dem den halve sandhed. Livet er ikke så enkelt, som nogle prædikanter gerne vil have det til at se ud. Det er ikke alle, der beder om fysisk helbredelse, der modtager den her og nu, og ikke alle, der har en stærk tro, kommer til at bære en diamantring og køre i en rød Ferrari!
Hør på, hvad Billy Graham har at sige: „Jeg har hørt mange prædikener, og jeg har set for mange kristne film med „de-levede-lykkeligt-til-deres-dages-ende“-slutninger. At blive kristen er ikke enden på dine problemer, det er begyndelsen til, at du begynder at gøre noget ved dem.“

Dr. Graham udfordrer kirken og prædikanterne „Hvorfor skal vi absolut lege julelege med hinanden? Hvorfor går vi rundt med påtagede sejrssmil i vores forsamlinger, mens tårerne løber, når vi er alene, på grund af ensomhed og vrede?“
Hvorfor foregiver vi, at livet kun er roser og ikke torne, at det at følge Kristus gør os overlegne i forhold til andre mennesker, og at kristne ikke begår de samme fejl som andre?
Verdens største nulevende evangelist fortsætter: „Når først vi indrømmer det faktum, at kristne også stadig synder (og lider), ser vi ufrelste i et nyt lys. Og de ser os i et nyt lys. Vi ser ikke ned på deres syndighed fra en arrogant position.“

Det store ved at være kristen er dog, at hvis vi lider, vil vi opleve, at Guds nåde bærer os igennem til sejr. Der er altid håb, hvis du er Guds barn. Vi har ret til at bede Gud om en udvej, men selv om vejen ikke giver sejr selv, kan der være et formål med vor smerte, et formål, som fører os igennem!
Og mens vi nu taler om at være ærlige, må vi altid prædike troen på en Gud, der flytter bjerge. Troen indrømmer først, at der er et problem, derefter overlader den løsningen til Gud. Det er ikke svært at prædike tro. Det drejer sig om at få de bibelske mirakler til „at blive levende“ i deres sammenhæng – at vise, at Gud stadig gør de samme ting i dag. Vi bør opmuntre folk til at bede for løsninger, derefter må vi lære dem den rette måde at bede på. Ikke med arrogance, som om Gud var en „automatisk optællingsmaskine“, men med ydmyghed og barnlig tillid. Vi må forklare, at det ikke er vores tro alene, der bringer svaret. Gud handler, fordi han har medfølelse.
Fra Mal Fletchers bog „Tilbage til virkeligheden“