De fulgte Stjernen

Skal familien Danmarks julefejring ikke havne i ligegyldigheder og traditioner uden reelt indhold, må vi holde fast i, at Jesus ikke bare er et lille romantisk barn. Han er lyset, som skal lede os gennem mørket til Guds himmelStjernerne har fra tidernes morgen haft en særlig tiltrækningskraft på mennesker. En af de mest omtalte og beundrede himmellegemer er dog stjernen, som viste sig på himlen, da Jesus blev født.

Johan
Schmidt Larsen
Evangelisationssekretær
i Indre Mission

Bibelens omtale af Betlehemsstjernen og andre stjerner har fascineret og inspireret forfattere og salmedigtere gennem århundreder. Mennesker har i en sådan grad ladet sig fascinere, at der i dag findes en spændende tradition i litteratur, digtning og forkyndelse, som tager sit udgangspunkt i Bibelens omtale af stjernehimlen og stjernen over Betlehem.

Vi kunne nævne en række forfattere som Johannes Jørgensen, Selma Lagerlöf, J.R.R. Tolkien og Henryk van Dyke, Lina Sandell, N.F.S. Grundtvig, Paul Gerhardt, Svend Rehling, Johannes Johansen og Eyvind Skeie. Vi vil her nøjes med særligt at pege på Kaj Munk og norske Marie Wexelsen:

Kaj Munk fik ikke nogen let start i livet. Han blev født i 1898 i Maribo. Allerede året efter blev faderen pludselig syg og døde af et hjerteslag. Kort før Kaj Munks seks års fødselsdag døde også hans mor. Først tog én familie sig af ham, siden en anden.
Til sidst fandt han et hjem hos Peter og Marie Munk, som drev et lille husmandssted i Opager.

Den franske litteraturhistoriker Marc Auchet gør i sin bog „De Lollandske Stjerner“ opmærksom på sammenhængen mellem forældrenes, og specielt moderens, tidlige død og Kaj Munks fascination af stjernehimmelen.
Når Kaj Munk gennem hele sit liv forbandt stjernerne med sin første mor, skyldes det flere omstændigheder. Bl.a. gik Ane Mathilde Petersen natlige ture i Maribos gader med sin lille søn, og ved disse anledninger kikkede de ofte på nattehimlen, og derved blev der for Kaj Munk en følelsesmæssig kobling mellem stjernehimlen og moderen.

Kronikken udspringer af Johan Schmidt Larsens bog „De fulgte stjernerne“, som netop er udkommet på Lohses Forlag. Sidste år udgav han bogen „En stjerne i natten“.

Gennem hele livet havde Kaj Munk et idealiseret billede af sin mor. Det alt for tidlige møde med døden og oplevelsen af brutal adskillelse kom i høj grad til at præge hans opfattelse af det hinsidige.
F.eks. kunne han i en prædiken sige, at det hinsidige for ham kom til at fremstå som noget hjemligt og næsten tiltrækkende fra det tidspunkt, da hans far døde: „Så lille jeg end var, havde dog denne min første Mor lært mig noget, jeg aldrig siden har glemt, noget, jeg lever mit liv på den dag i Dag:
Hver Aften inden mine store Barneøjne gled i for Natten, foldede hun sine hænder over mine, lod mig sige et Vers og slutte med: Godnat Far, Godnat Gud og Jesus og alle hellige små Engle. Sådan vidste jeg allerede fem Aar gammel, at vi mennesker har hjemme i to Verdener med alt, hvad der er dyrebart: histoppe var Far, hernede var Mor, og jeg selv vel omtrent lige meget begge steder.“

Ved en radiogudstjeneste juleaftensdag i 1941 citerede Kaj Munk flere vers af Grundtvigs „Dejlig er den himmel blå“ og sagde så følgende: „Julestjernen, den hedder Jesus Kristus. Han er Menneskehedens Kompas. Han er trofast mere end nogen Stjerne på den mørke Vinterhimmel, og hans Hjerte er, midt i Verdensrummets Kulde, et uudslukkeligt Baal af Kærlighed“

„Jeg skal selv i Aar for første Gang fejre Højtiden uden at have min gamle mor hos mig ved julebordet. Men ved I, hvad jeg vil? Jeg vil gaa ud i Aften engang og kikke op til Blomsterne, der lyser på de himmelske Enge, og du skal gaa med mig. Og så vil vi være stille et Øjeblik og prøve bare på at lytte…..Jo, stjernerne skal lyse det ind i vort sind, at vor Jord er jo ikke større, end at Guds Himmel omspænder den; vi er ikke så alene, som vi tror; de er ikke så langt borte, de vi savner, de er os nærmere, end vi ved af; vi er sammen med dem i Guds Kærlighed, og Jesus, Julens Stjerne, viser os Vej til det Land, hvor de skilte finder hinanden igen, og hvor Glæden alene er fuldkommen.“

At norske Marie Wexelsen (1832-1911) skulle blive forfatter til en af Nordens mest afholdte julesange, var slet ikke nogen selvfølge. Hun havde ikke nogen lang skolegang bag sig. Et ophold på en kostskole på Vestlandet, fra hun var 12, til hun var 15, var hvad det kunne blive til.
Mens brødrene blev kunstmalere, salmedigtere og præster, blev Marie, som det var skik for ugifte kvinder, hjemme på gården, så længe forældrene levede. Men det var netop her „Jeg er så glad hver julekvæld“ blev til:

Juleaftensdag 1858 om eftermiddagen sad den 26-årige Marie Wexelsen og ventede på julegæsternes ankomst i gårdens køkken. Mens hun ventede, kastede hun blikket ud over det snedækkede landskab. Hun lod tankerne gå tilbage til barndommens glade juleaftner, hvor moderen fortalte om Jesusbarnet i krybben og stjernen, der lyste over Betlehem.
I tankerne begyndte hun at lege med ordene til et juledigt for børn. Hun havde dagene i forvejen færdiggjort en lille bog for børn, hvor en mor fortæller sin datter og en nabodreng om, hvorfor det blev jul. Meningen var, at digtet skulle stå som indledning til historien.

Mindre end et år efter, at Marie Wexelsen havde skrevet sit juledigt, udkom det i en lille grå og uanselig børnebog. Selve bogen blev der ikke lagt særlig meget mærke til, og noget stort kunstværk var der heller ikke tale om.
Men ved et sammentræf kom åbningsdigtet ret hurtigt i en læsebog, og derfra var vejen ikke lang til både sangbøger og andre læsebøger.

Organisten Peder Knudsen i Ålesund skrev samme år melodi til digtet og sendte den til musikvennen Frederik Hougen, som brugte den til en indvielsesgudstjeneste i Skåtøy Kirke. Tilfældigvis var skolemanden Andreas Martinus Feragen til stede ved indvielsesgudstjenesten.
Som medlem af en skolekommission, som skulle udarbejde et forslag til en ny læsebog, var han på vej til et møde i Kristiania (Oslo).
Han benyttede derfor lejligheden til at overvære kirkeindvielsen i Skåtøy. Julesangen gjorde så stærkt et indtryk på ham, at han nærmest krævede, at den kom med i den nye læsebog, og sådan blev det. Senere dukkede den op i forskellige sangbøger og nåede senere til de øvrige nordiske lande.

Udover at afspejle det hjem og det samfund, som Marie Wexelsens skrev sangen ind i, spiller koblingen mellem Jesu fødsel og stjernen over Betlehem en central rolle. Skal familien Danmarks julefejring ikke havne i ligegyldigheder og traditioner uden reelt indhold, må vi holde fast i, at Jesus ikke bare er et lille romantisk barn. Han er lyset, som skal lede os gennem mørket til Guds himmel:
Da tænder moder alle lys,
så ingen krog er mørk;
hun siger, stjernen lyste så
i hele verdens ørk.

Hun siger, at den lyser end
og slukkes aldrig ud,
og hvis den skinner
på min vej,
da kommer jeg til Gud.
Sådan som Marie Wexelsens mor og vores egen mor tændte levende lys, „så ingen krog var mørk“, sådan tændte Gud et lys, der aldrig slukkes, da hans søn blev født i Betlehem.
Følger vi det lys, behøver vi ikke at fare vild: Netop derfor siger barnet i krybben og frelseren på korset: „Jeg er verdens lys.
Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys“ (Joh 8,12).
Glædelig Jul!