Nazaret Valhal tur/retur
2003-julekalenderen om Jesus og Josefine var et fornemt afsæt til at forkynde det kristne budskab. I år holder TV2 Jul i Valhal, og det gør forkyndelsen sværere, men Grundtvig tog også afsæt i den nordiske mytologi i sin forkyndelse …Jublen over, at TV2 i 2003 sendte julekalenderen Jesus og Josefine, ville nærmest ingen ende tage. Det var fremragende fjernsyn. Dog kølnedes min begejstring et par grader, da det blev kendt, at TV2 i år vil benytte den nordiske mytologi som udgangspunkt for en julekalender. Hvad skal det nu til for? Hvad har Odin og Thor med julen at gøre? Sådan var manges og også min egen umiddelbare reaktion.
Det har så medført spydige kommentarer selv helt fra Tyskland og Sverige. Nogle har moret sig lidt over, at jeg tilsyneladende ikke vidste, at julen er en gammel nordisk fest fra førkristen tid. Jeg var dog helt bekendt hermed, og det var da heller ikke lige det, jeg havde hentydet til. Derimod undrede det mig, hvad de nordiske guder har at gøre med det, som jeg tidligere har oplevet gennem tv-julekalenderen: lidt dramatik, kærlighed, nissehygge og til-jul-når-vi-det-nok-til-sidst-stemning.
Men ved nærmere eftertanke må jeg nok erkende, at skylden delvis er min egen. Igennem mange år havde vi nemlig fra KLF, Kirke & Mediers side ikke forsømt nogen lejlighed til over for enten DR eller TV2 at udtrykket ønsket om, at der måtte blive sendt en julekalender, som fortalte om, hvorfor vi fejrer kristen jul. Det var imidlertid meget vanskeligt at vinde lydhørhed for denne tanke. Enten var man nervøs for, at stoffet ville blive forulempet, eller man frygtede, at det bibelske forlæg ikke kunne gøres tv-egnet. Helt ærligt så kunne man jo også have sine betænkeligheder ved, hvordan det skulle kunne lade sig gøre at få et par sider i Ny Testamente til at strække sig over 24 afsnit af ½ time. Da de rette betingelser var for hånden, da de nødvendige personer var til stede, ja da tidens fylde kom så blev en sådan julekalender imidlertid lavet effektivt, professionelt og fascinerende.
Idéen med at knytte en samtidshistorie på det bibelske stof fungerede godt. Det gav nogle pudsige og ganske raffinerede sammenstød mellem vor tids fænomener og livet på nytestamentlig tid (eksempelvis mobiltelefonen som kontaktmiddel mellem de to verdener eller moderne idoldyrkelse overført på gladiatorfænomenet). Samtidig blev julekalendergenren løftet op over det banale julenisse-hyggeri, idet kampen mellem godt og ondt, sandhed og løgn, lys og mørke kom i fokus. Det var for eksemplel helt fantastisk at se, hvordan meget vigtige, men ret så tunge temaer som fristelse, synd, korsfæstelse, bøn, helbredelse og død blev indlejret i julekalenderen.
Netop derfor blev Jesus og Josefine TV2s største julegave nogensinde til kirken og de kristne i Danmark. Jesus var på alles læber. Vi skulle blot pakke gaven ud og række den videre: Vil du vide mere om Jesus, så kom i børneklub, søndagsskole, familieaften m.m. Jeg håber, det blev gjort. Jeg håber virkelig, at kirken fik fulgt op på den Johannes Døber gerning, som TV2 gjorde ved at række os knagen, hvorpå vi kunne hænge forkyndelsen af Jesus som verdens frelser: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne! (Matt. 1,3). I løbet af de 24 afsnit banede og jævnede TV2 således vejen ved at få fortalt store dele af de nytestamentlige beretninger garneret med humor, aktuelle kommentarer og almenmenneskelige fænomener. Som hjælp til yderligere at arbejde med denne julekalender har Danmarks Kirkelige Mediecenter udgivet en dvd med studiemateriale.
Sagen er da, at også den nordiske mytologi rummer en mængde godt fortællestof, som er blevet overleveret mundtligt fra generation til generation, og som ganske givet egner sig til også at blive fortalt i tv. Det er nemlig det, det drejer sig om for TV2s vedkommende: denne ene ting at fortælle historier. Om det er om nisser, trolde, engle, Jesus eller de nordiske guder er mediet ligegyldigt. Blot historierne kan holde seerne fanget mellem reklameblokkene.
Måske vil man også informere og oplyse, men der er næppe nogen intention om at missionere. Det skulle da lige være for øget forbrug. Man vil fortælle historier, og hvad der i øvrigt sker, er op til modtagerne selv.
Det skal så ses i sammenhæng med, at Jul i Valhal vil blive formidlet ind i en kultur, hvor en grundlæggende tendens er, at om ikke alt så dog særdeles meget er lige gyldigt. Religion og religiøsitet er oppe i tiden, men jo mere individuelt det kan skrues sammen des bedre. Den ene religion kan være lige så god som den anden, blot den giver en oplevelse. Så man snupper lidt her og napper lidt der i det religiøse supermarked. Det gør medierne om nogen i deres fremstilling af religiøsitet. Et eksempel herpå er, så vidt jeg kan se, DRs julekalender Nissebanden i Grønland, som indeholdt religiøse elementer fra forskellige religiøse traditioner.
Altså står den kristne menighed over for en meget stor udfordring, når familien Danmark ser Jul i Valhal. Det er en knap så banet og jævnet vej, der skal følges som i tilfældet Jesus og Josefine. Nu gælder det ikke kun om at bygge ovenpå et velkendt fundament af bibelhistorie, men om at pege videre fra nordisk mytologi til evangeliet om Gud, der blev menneske for at frelse sin faldne skabning.
Heri er der dog intet nyt, for vi har fornemme forbilleder. Grundtvig tog også afsæt i den nordiske mytologi, som han kaldte Nordens gamle Testamente, for at forklare, hvad sand kristendom er. Han genfortalte, gendigtede og tolkede til oplivelse for at kunne forkynde til tro. Mange, mange tusinde danske børn følger med i julekalenderen, så der vil være et oplagt tilknytningspunkt
Jeg ved i skrivende stund ikke, hvordan TV2 har valgt at fremstille den nordiske mytologi. Måske ender det i tant og fjas, så det bliver vanskeligt på nogen rimelig måde at bygge bro til den bibelske beretning om Jesus. Måske forlader man Jesus og Josefines ret så revolutionerende stil for at vende tilbage til jule-hygge-nygge-Pyrus-stilen uden dybde. Tvivlen må imidlertid komme den anklagede til gode.
Endvidere er det vanskeligt at forestille sig Odin, Thor og de andre fra det nordiske gudeparnas indgå i for eksempel juleafslutninger for børnehaver eller skoler, i juleaftensprædikenen eller i forbindelse med afholdelse af juletræsfester.
Spørgsmålet er dog, om den forkyndelsesmæssige opgave er så meget anderledes, end når man tager afsæt i andet kendt stof det være sig Bananer i pyjamas, Kaj og Andrea, Bamse og Kylling og Beverly Hills.
Alle fotos stammer fra www.tv2.dk