Så svært det er at gribe troen
I romanen om Maria i F. Rivers serie om kvinder i Jesu slægtshistorie er de centrale temaer tro og tvivlMaria er (kronologisk) den sidste af i alt fem korte romaner, som omhandler kvinder i Jesu slægtshistorie. Ligesom de øvrige bøger er Maria en gribende skildring af kvindernes betydning i Guds frelsesplan. Lydigheden til at gøre Guds vilje uanset, om det er urimeligt, eller at prisen er høj, er et helt gennemgående karaktertræk hos disse kvinder.
I Maria møder vi en ung jomfru, som får at vide, at hun skal føde frelseren. Selv om denne meddelelse for en 14-årig pige må synes noget overvældende, tager hun med ærefrygt imod hvervet.
I tillid til Gud fortæller hun Josef, hvorledes hun er blevet gravid ved Helligånden. Det omgivende samfund, herunder Josef, Marias familie og alle andre, som hører denne forklaring, finder dog andre og mere naturlige forklaringer, og Marias guddommelige oplevelse synes blot at fornærme dem yderligere.
Imidlertid måtte de jo – som beskrevet i juleevangeliet – til Betlehem og siden hen Ægypten og gennem mange farer, anstrengelser og mirakler vokser Marias og Josefs erkendelse af, at Guds veje ikke er menneskers.
Alligevel er det centrale tema i romanen tro og tvivl. Forventningerne til Jesus var oprejsning og genoprettelse. Marias skuffelse over den modtagelse, Jesus fik, medfører et brændende ønske om, at han skal åbenbare sig som Israels frelser, der driver romerne på flugt og indtager Davids trone og således bringer sin familie oprejsning for den forhånelse, den har lidt.
Men den sunde fornuft eller janteloven stiller sig igen og igen i vejen for, at folk kan tro, at Jesus er Messias: Vi kender ham og hans familie, Hans far er en ganske almindelig tømrer, Hvorfor provokerer han farisærerne, rabbinerne og andre, som ved, hvad ret er.
enI Johannesevangeliets prolog står der: han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn. Disse ord bliver nøgleordene i romanen, som således rejser spørgsmålet: Hvis hans egne ikke tog imod ham, hvem vil så? Hvad skal der til for at tro? Når helbredelser og mirakler ikke overbeviser, og sandheden virker for fantastisk, hvad kan så vende et selvretfærdigt hjerte til Guds frelse?
Maria selv forstår – ligesom disciplene – først da Jesus åbenbarer sig efter sin opstandelse, hvem Jesus egentlig er:
… da han vendte blikket mod hende, blev hun ramt af sandheden om, hvem han var. Jeg er den, jeg er stod foran hende. Sandhedens sværd gennemtrængte hendes sjæl, og hun standsede op. Den søn hun havde født til verden, tilhørte ikke længere hende. Han tilhørte heller ikke Israel. For længe siden havde slangen Satan lokket mennesket til at tvivle på Gud og gøre oprør imod ham. Siden da havde alle været fanget i synd og død. Maria så ærefrygtigt på sin søn, der var død, men som nu havde besejret døden og levede igen…
Maria er en spændende roman, der med synsvinklen hos Maria giver os et godt billede af, hvor svært det var at gribe troen, selv med Jesus i familien.
Francine Rivers: Maria
144 sider 169,95 kr.
Lohse