Tre vise kvinder
De tre vise mænd, Kaspar, Melchior og Balthasar, kender vi alle fra julefortællingen. I århundreder har disse hemmelighedsfulde skikkelser fascineret og inspireret os på vores personlige, åndelige rejse til Betlehem for at følge stjernen. Naturligvis ved vi ikke med sikkerhed, hvad de hed. Vi ved ikke engang, om der virkelig var tre.
Men vi ved til gengæld, at der var tre vise kvinder: Maria, Elisabeth og Anna – tre kvinder af forskellig alder og i forskellige livsfaser.
Alle tre havde det til fælles, at de frygtede Herren.
De spillede hver for sig en afgørende rolle i forbindelse med begivenhederne i julefortællingen. Og de har på hver deres måde givet os et eksempel til efterfølgelse.
Maria var en ung kvinde, måske endda stadig teenager, og stod for at skulle giftes.
Hun havde livet foran sig – et ungt menneske fuldt af håb og drømme om fremtiden. Formodentlig tilbragte hun meget af sin tid med bryllupsforberedelser.
Da englen Gabriel viste sig, bragte han hende et budskab, som for altid skulle ændre hendes liv. Han sagde til Maria, at hun var benådet. Gud havde udvalgt hende til at bringe sin søn til verden. Fra nu af ville alle generationer prise hende lykkelig.
Sikke et mægtigt privilegium! Sikke et utroligt ansvar!
I dette øjeblik kunne Maria sikkert ikke forestille sig, hvad der alt var forbundet dermed. Hun stillede tværtimod et ganske naturligt spørgsmål: Hvorfor? Af englens blide svar kan vi slutte, at Marias spørgsmål ikke var affødt af skepsis eller tvivl. Hun krævede ikke noget bevis eller yderligere bekræftelse.
Hun besværede sig ikke over, at hendes planer for resten af livet gik i vasken. Hun vidste kun, at tingene ikke ville udvikle sig som planlagt.
Alligevel gjorde hun ikke modstand og protesterede ikke. Kun slet og ret lydighed – et ja til Guds vilje.
Jeg er Herrens tjenerinde, svarede hun. Lad det ske mig efter dit ord (Lukas 1,38).
Dermed sagde hun til englen, at Gud måtte bruge hende, hvordan han end ville; hun var parat til at stille sig helt og totalt til hans disposition. Hvor må det have glædet Guds hjerte! Intet under, at han udsøgte sig denne fine, unge kvinde som mor til sin søn!
Også i dag holder Gud udkig efter mennesker, der ligesom Maria stiller sig betingelsesløst til rådighed.
Når vi er parate til at overdrage ham vores hjerte, vore håb og drømme, vil han bruge os til at udføre store og vidunderlige ting.
Elisabeth var barnløs – i en kultur, hvor en kvindes værdi blev målt på antallet af de børn, hun fødte. Hun var ufrugtbar i en tid, da det ikke at kunne føde børn blev betragtet som et tegn på Guds forbandelse. Hun og hendes mand havde brændende bedt om et barn, og i mellemtiden var hun kommet ud over den fødedygtige alder.
Elisabeth kunne være blevet bitter og forgræmmet, men valgte i stedet ubetinget at følge Guds bud. Hun fortsatte med at leve i trofasthed og lydighed, også selv om hun ikke forstod Guds vilje. Hun holdt ikke op med at udøse sit hjerte for ham, selv om han tilsyneladende ikke hørte hende.
Og så gjorde Gud et mirakel! Elisabeth blev gravid på sine gamle dage. Hun vidste, at Gud på overnaturlig vis havde grebet ind i hendes liv.
Da hendes slægtning Maria uventet kom på besøg, vidste Elisabeth også hvorfor. Hun havde hørt Guds tale og var fortrolig med Helligåndens stemme.
Med den autoritet, som en kvinde, der har erfaret Guds trofasthed, udstråler, råbte hun til Maria: Salig er du, du som har troet! For det vil ske, som er blevet lovet dig af Herren.
I dette øjeblik overtog Elisabeth rollen som en åndelig moder eller vejleder. Hun gav en ung kvinde, som formentlig følte sig alene, et opmuntrende ord.
Elisabeth stivede Maria af og bekræftede Herrens ord over for hende. Skulle Maria have været i tvivl om noget eller haft bange anelser, jog Elisabeth dem bort, idet hun mindede sin unge slægtning om Guds kærlighed og trofasthed.
Ligesom Elisabeth kan også vi tillade, at sorger og bekymringer drager os nærmere til Gud i stedet for at fjerne os fra ham. Derfor er det vigtigt at lytte efter hans stemme og være modtagelig for hans nærvær for at kunne reagere.
Desuden bør vi gribe enhver chance til at opmuntre og styrke mennesker, som er nye i troen. Ud fra vore personlige erfaringer kan vi berette om, at Gud er trofast.
Anna var 84 år gammel og dermed næsten nået til enden af sit liv. Hun havde allerede overlevet de fleste af sine venner og slægtninge. Hendes mand var død for over 60 år siden, da de kun havde været gift i syv år. Hun havde ingen små børn at forsørge. Og hvad grunden end kan være, havde Anna ikke giftet sig igen.
I hendes kultur var det ikke tilladt kvinder at passe et arbejde. Altså havde Anna megen tid til disposition.
Hun kunne have tilbragt tiden med at leve i fortiden og længes efter de gode, gamle dage. Hun kunne være blevet den velkendte sladdertaske, som viderebringer sladder fra hus til hus og stikker næsen i andre folks sager. Hun kunne også have sat sig ud foran sit hus og jamret over de dårligdomme og skavanker, som kommer med alderen. Men det gjorde hun ikke.
I stedet koncentrerede Anna sig om at elske Gud og tilbringe tid i hans nærværelse.
Som årene gik, forstærkedes hendes hengivelse til Gud mere og mere. Hun veg ikke fra templet og tjente Gud med faste og bøn dag og nat.
Bibelen siger, at Gud ærer den, som ærer ham. Anna fik det privilegium, mens hun levede, at se det, alle mennesker fra gammel tid havde ventet på og ville være gået i døden for: Messias komme. Hun var i templet – der, hvor hun altid opholdt sig – da Maria og Josef bragte deres nyfødte derhen. Hun reagerede på denne begivenhed, som hun altid gjorde: Hun priste Gud. Derefter talte hun med alle, som ville høre det, om Guds godhed og storhed.
Anna var en kvinde, som fik det bedste ud af en svær situation. Hun beskæftigede sig med sine velsignelser. Resultatet var, at hendes hjerte flød over af taknemmelighed.
Og så er der nogen, der siger, at man ikke kan blive gammel med værdighed! Anna er det bedste bevis på, at der i livet med Gud ikke findes nogen pensionisttilværelse, ligegyldig hvor gammel man bliver. Vi kan beslutte os for at holde os Guds velsignelser for øje i stedet for at begrave os i bekymringer. Vi kan bevare et taknemmeligt hjerte.
Maria, Elisabeth og Anna. Ligesom de vise mænd dengang fulgte stjernen, kan vi følge disse kvinders lysende forbillede – disse kvinder, som førte et helligt og Gud velbehageligt liv (se Rom. 12,1). På et kendt julekort står sætningen: Vise mænd søger ham stadigvæk. Sandheden er: Også vise kvinder!
Christin Ditchfeld er free-lance journalist. Fra Lydia.
