Usædvanlige julegaver

En otteårig dreng stod sammen med hyrderne i stalden i Betlehem.Han kiggede på Jesus i krybben, og Jesus kiggede på ham. Pludselig mærkede drengen en varm tåre trille ned ad den ene kind.
– Hvorfor græder du? spurgte Jesus ham.
– Jeg har ikke noget at forære dig, svarede drengen.
-Åh jo, der er noget, du kan give mig, kom det fra Jesus.
Den lille dreng rødmede af glæde og sagde begejstret: – Jeg vil dig det bedste, jeg ejer!
– Der er tre ting, jeg gerne vil have af dig, sagde Jesus. Straks tilbød drengen ham sine „rigdomme“: – Min gameboy, min elektriske togbane og mit nye verdensatlas.
– Nej, sagde Jesus. – Jeg vil gerne have noget helt andet.
– Hvad da? ville drengen vide.
Helt stille, uden at nogen kunne høre det, hviskede Jesus til ham: – Giv mig din sidste klasseopgave.
Drengen fór forskrækket sammen. – Jesus, hviskede han og gik helt hen til krybben, – jeg fik jo kun 03 for den!
– Netop derfor vil jeg gerne have den, sagde Jesus. – Du skal altid komme til mig med det, du i løbet af livet får lave karakterer for.
Drengen så måbende på ham.
– Og der er også en anden gave, jeg gerne vil have af dig, sagde Jesus. – Din kakaokop.
Nu vred drengen fortvivlet sine hænder. – Jamen, den kom jeg til at slå i stykker i morges!
– Kom altid til mig med det, du i løbet af dit liv kommer til at slå i stykker, sagde Jesus blidt. – Så skal jeg nok sætte det sammen igen.
– Ja, hvis du absolut vil have sådan noget… , svarede drengen forundret.
– Nu kommer vi til mit tredje ønske, fortsatte Jesus. – Giv mig det svar, som du gav din mor, da hun spurgte dig, hvordan koppen var gået i stykker.
– Åh nej, tænkte drengen og lagde opgivende hovedet på kanten af krybben. Han begyndte at græde og fremstammede forsigtigt: – Jeg, jeg… sagde, at koppen var faldet på gulvet. Men det passer ikke. Jeg skubbede den ned fra bordet.
– Kom til mig med alle dine løgne, din trods, alt det onde, du har gjort, bad Jesus ham.
– Hvis du kommer til mig med det, vil jeg tilgive dig og hjælpe dig. Jeg vil gøre dig fri af det og tage imod dig i din svaghed. Vil du tage imod det fra mig?
Drengen kunne ikke komme sig af sin forbavselse. Sikke nogle usædvanlige gaver Jesus ville have!
Forfatter ukendt
Fra kvindemagasinet Lydia