Et år efter FLODBØLGEN

Trine Helleskov fra Århus har været på Sri Lanka, hvor hun mødte præsten Jwtharajar, som mistede sin kone, sine børn og sin menighed i tsunamien anden juledag 2004. Alligevel stoler han fuldt og fast på Gud og er i fuld gang med at genopbygge menigheden.SRI LANKA – Anden juledag var det præcis et år siden, tsunamien dræbte utallige mennesker og jævnede store områder med jorden i Sydøstasien. Pastor Jwtharajar fra Sri Lanka fortæller her, hvordan han oplevede flodbølgen skylle ind over landet. Med sig tog den hans familie, hjem, menighed og alt, hvad han de sidste mange år havde været med til at bygge op…Det var en søndag formiddag som mange andre, gudstjenesten havde været i gang siden kl. 7 om morgenen, da den første flodbølge ramte landet kl. 8.15. Undervisningen blev afbrudt, da høje brag som lyden af bomber brød ud.
Folk for forvirret rundt, da de troede, en ny borgerkrig var brudt ud. To kirkemedlemmer løb ud for at se, hvor bragene kom fra, hvorefter de forfærdede kom løbende tilbage og berettede om den kæmpemæssige bølge, de så nærme sig kirken i hastig fart.
Folk flakkede rundt i panik, og pastor Jwtharajar dirigerede alle til at flygte. Han var den sidste, der forlod kirken, og sammen med sin kone og to sønner på tre og fem år løb de ud på vejen. Her gav han dem besked på at vente, mens han løb tilbage efter sin motorcykel. Da han nåede motorcyklen, så han, hvordan bølgen nu var faretruende tæt på. Han trådte to skridt tilbage, hvorefter han blev slugt af den kæmpemæssige bølge.

Hele oplevelsen inde i bølgen står endnu stærkt for ham, og mens han fortæller sin historie, kan hver en følelse mærkes i hans ansigt.
Jwtharajar fortæller:
– Først blev jeg kastet ind i en hæk, hvor jeg var vidne til, at huset, der stod ved siden af mig, blev flået op af jorden og splintret i vandets kraft. I tre omgange blev jeg skubbet foran bølgen fra hæk til hæk. Derefter blev jeg i et kæmpe spring kylet ind i en mur, hvor træer og buske væltede ned over mig, og vandet på ny kom fossende ind over mig.

De fortællende armbevægelser er fattede og stemmen rolig, mens han fortæller om det skæbnesvangre øjeblik, hvor han troede, han skulle dø.
I samme sekund blev han på ny løftet op af bølgen, denne gang helt op på toppen. Herfra så han, hvordan folk løb i alle retninger for at slippe væk fra bølgen, hvorefter alle blev slugt. De næste halvanden kilometer blev han i meget høj fart båret frem på bølgen, hvorefter han landede i vand til hofterne.
Da han endnu engang havde jord under fødderne, begyndte han halvforslået at lede efter sin familie. Under sin søgen mødte han to medlemmer fra kirken. En kvinde, hvis øre og tøj var revet af af vandets kraft, og en mand, der var dækket af sår og mærker over hele kroppen. Han gav kvinden sit tøj og greb hulkende rundt om manden, herefter fortsatte han sin søgen.

Pastor Jwtharajar fandt aldrig sin familie, ikke engang ligene af dem fik han at se. Kun et billede af sin afdøde hustru blev ham tildelt. På grund af de mange døde var man nødt til at brænde ligene så hurtig som muligt for at undgå epidemier.
Han havde mistet sin familie, hans menighed var revet væk, og 56 af medlemmerne var døde.
Derfor kom det som et chok for mange, da pastoren allerede en uge efter katastrofen begyndte at bygge en ny menighed. Denne gang med endnu mere taksigelse og lovprisning til Gud. Hvilende i Guds vilje har han aldrig spurgt Gud om: Hvorfor? Tværtimod har han i stærk overbevisning lagt sit liv over i Guds hænder.
Når jeg spørger ham om hans forhold til himmel og jord, er hans svar meget præcist og velovervejet. Al fokus er rettet mod Gud. Han ønsker ingen jordiske velsignelser. Alt andet end Guds rige har ingen værdi, men er blot midlertidige glæder. Som han selv forklarer det:
– Det eneste, der ikke kan tages fra os, er frelsen, for med den har Jesus løskøbt os.

Under samtalen kommer vi ind på hans kone og to små børn. Jwtharajar fortæller malende om den tro og kærlighed, der var fundamentet i familien.
Hverken han eller hans kone troede på Gud, da de i 1992 mødte hinanden. Kort tid efter brylluppet blev de begge ramt af adskillige sygdomme. Hans kones krop brændte konstant indvendigt, og en evig hovedpine forfulgte hende. Selv blev han ramt af en frygtelig astma.
Men alt dette kunne ikke slå sorgen over ikke at kunne få børn. Lægerne havde erklæret dem for ufrugtbare, og der var intet håb om fremtidige børn. Da Jwtharajar og hans kone i 1998 blev kristne, ændrede alt sig radikalt. Ikke alene blev de totalt helbredt fra alle deres sygdomme, men Gud velsignede dem også med to små drenge. Det i sig selv var mere, end de nogensinde turde drømme om.
Så fra den dag brugte de al deres energi på at give Gud ære for alt, der blev dem givet. Børnene blev lige fra starten opdraget velvidende om, at deres Far i himlen elskede dem højst af alle. Hele familien levede meget tæt med Gud, og hver dag bad de flere timer lange familiebønner sammen.

Pastor Jwtharajar beretter om, hvordan hans søn på fem år allerede som fire-årig fungerede som forbeder. Han fortæller om flere tilfælde, hvor han som præst skulle bede for en besat person. Nogle gange efter flere døgns åndelig kamp, hvor dæmonen blot havde grinet af pastorens bønner, kunne hans søn lige så stille komme ind i rummet og begynde at bede, og uden håndspålæggelse eller noget blev dæmonen med det samme jaget ud med et skrig.
At pastoren savner sin familie ufattelig meget er tydeligt at se. I de 12 år, han havde kendt sin kone, havde de aldrig været adskilt et døgn, og savnet er stort. Alligevel hviler der en fred i de mørke øjne. Han ved, at Gud har været med fra starten og vil være med til slut. Med et smil på læberne husker han sine sønners bøn til Jesus om, hvor meget de ønskede at se ham en måned inden katastrofen.
At hans familie er i himlen, betvivler han ikke, selv ser han frem til den dag, han skal gense dem