Mit australske eventyr…

Som så mange andre kristne tog jeg på bibelskole. Det blev til et år i Australien med sejre, men også et par smuttere…En søndag morgen, før afgang til kirken, lånte jeg min værelseskammerats hårlak uden at spørge. Da hun kom tilbage fra badet, iført nylagt kirke-makeup, råbte hun ukontrolleret: „Jamen, Henriette, dit hår er jo sort!“. Jeg stirrede på dåsen. Cykelkæde-olie! Sådan var livet med en ivrig motionscyklist!
Gud lod ikke vente på sig, ej heller bussen til kirken, så jeg måtte lave en Ritt Bjerregaard-knold og løbe op til bussen, som sitrede af undertrykt fnisen, fordi min veninde var gået i forvejen og havde fortalt de glade nyheder. Jeg stank af benzin under hele gudstjenesten.
Senere, under et bønnemøde, faldt min cykelveninde i ånden, og hele verden bevidnede… at hun havde glemt at lyne op! Ingen ville forstyrre hende i hendes åndelige tilstand, og jeg kunne i min statusbog skrive 1-1.

Ved et stort fællesmøde skulle jeg, lettere nervøs, spille keyboard til lovsangen. Keyboardet var netop blevet udskiftet, det nye havde mange spændende flotte knapper.
Professionalismen osede ud af mig med den ene følelsesladede akkordgang efter den anden. Jeg tænkte, jeg ville intensivere lyden og skrue lidt op. Hm… hvilken knap? Den blå? Nej, det må være den her. Bip. DING DANG DANG KLINK! Åh nej, trommerne! Hvor slukker jeg dem? Her! DIGGE DIGGE DAFF DAFF. Åh nej, trommefill! On-off-knappen fik hurtigt to slag, og så var jeg på banen igen med den blødeste popsødme.

Kirken, som bibelskolen var tilknyttet, blev hvert år invaderet af en gruppe ukendte bibelskoleelever, som levede i en lukket verden af nye venskaber og kærestepar. Vores arrogante og larmende opførsel var jeg aldrig helt stolt af, og det hjalp ikke at lugte af benzin eller sabotere forbønnen med heavy-trommer, men jeg var glad for den frihed de gav mig, til at lære af mine fejl.