At turde bede om

Vor Herre og Mester har selv sagt os det. „Bed og I skal få! Bank på, så skal der blive lukket op for jer!“Jeg tænker tit på, at hvis Han har sagt os mennesker, at vi skal bede, når vi har behov for det, og bede „i Jesu navn“, så vil vor bøn blive hørt.
„Alt, hvad I beder Faderen om i mit navn, det skal I gives!“, sagde Jesus til sine disciple.
I en tid, hvor man bliver ældre og oplever sine venner forsvinde, gå bort, og hvor man oplever sorgen over at miste en, man holder af, er det vel næsten indlysende, at man netop må huske at bede for hinanden; huske at turde bede om forbøn, hvis man er syg, og selv at tilbyde at bede for andre, der er syge.
Men man er ydmyg, vil ikke trænge sig på, har måske oplevet en hånlig afvisning, når man tilbød et medmenneske at bede for en i hans nærmeste kreds, der var syg.
Så lærer man at holde sig tilbage.
Men det med forbønnens gave er måske også noget, visse mennesker har særlige evner for? Sådan kunne man spørge.
Måske er man ikke selv den type menneske, der får svar på sin bøn?
Man kan jo altid til sin bøn tilføje „Ske ikke min vilje, men Din!“ For Gud kan have højere intentioner, end man kan forestille sig, når han kalder et medmenneske hjem.
Og alligevel, med alt det, Jesus har sagt os om at bede… og om at bede for hinanden, når vi mærker, at det er tiltrængt, så er vi vel nødt til at glemme vor tilbageholdenhed og frejdigt tilbyde vort medmenneske at bede for ham eller hende, gerne sammen med andre.
Og så er der én ting, vi skal huske på, som Jesus også har sagt os: „Et retfærdigt menneskes bøn har en mægtigt virkende kraft.“
Jamen, så har vi jo egentlig, hvis vi ønsker at hjælpe hinanden, kun én ting at stræbe efter: At blive retfærdige!
Og søge Guds Rige og Hans retfærdighed, så skal alle de andre ting gives os i tilgift!.
Hvor enkelt og stærkt sagde Han det ikke til os!
Derfor må vi også lære at turde bede om: forbøn! Og om lov til at bede for medmennesker, vi fornemmer har behov for det!.
Man kan afvise det. Ikke turde“bede om“. Men ret beset, er det ikke vor pligt som menneske at have mod og frimodighed til at turde.
Vi beder jo i Jesu navn. Og Han, som har sagt os det, har også sagt, hvor to eller flere er forsamlede i mit navn, der er jeg midt iblandt jer!
Ingen har sagt, at det skulle være let at være menneske, men der er En, der har set vores nød og stillet sig til rådighed med sin hjælp og frelse: Og Han er der hele tiden: Jesus Kristus! Er det ikke vidunderligt!