When you get what you want but not what you need!
Sådan synger Coldplay filosoferende på et af numrene fra deres sidste album. For dem af jer, der enten er for unge eller for gamle til at forstå udenlandsk, så betyder det: Når du får det, du vil have men ikke det, du har brug for. Hele denne problematik (som også kendes i den omvendte version som julegave-problematikken) kunne man skrive en hel doktorafhandling om, men i dag må filosofien skrumpes ind til klumme-niveau.
Kære Gud. Jeg beder om, at jeg må få den nye cykel, jeg ønsker mig. Sådan kunne jeg bede otte år gammel, lykkeligt uvidende om, at opfyldelsen af det ønske, ville smadre budgettet for mine forældre den måned og resultere i, at jeg ikke fik noget mad på bordet.
Kære Gud. Jeg beder om, at jeg må få hende pigen, jeg er forelsket i, for vi passer virkelig godt sammen. Sådan kunne jeg bede 18 år gammel, lykkeligt uvidende om, at det bønnesvar ville betyde, at jeg ville blive snydt for den fantastiske kvinde, jeg skal giftes med i år og dele resterne af mit liv sammen med.
– Og i en alder af 28 har jeg sikkert bedt om noget, der om nogle år vil se næsten lige så dumt ud i bakspejlet.
I Fadervor beder vi; ske din vilje, men indeni tilføjer vi stille,
men helst min. Sådan kan vi gøre, men puha nej, hvor kan det gå grumme galt, hvis jeg får min vilje. Jeg forventer ikke af mig selv eller dig, at vi kan se alle vore ønsker i et fremtidigt bakspejl, men mange eksempler fra årene, der er gået, er med til at overbevise mig om, at det, jeg ønsker for mig selv, ikke nødvendigvis også er det bedste.
Jeg tror på, at det er bedre for mig at få det, jeg har brug for, end det, jeg vil have, men det er en udfordring for mig at give Gud lov til at tale ind i mit liv, mine planer, mine ønsker. Det er heller ikke altid, Gud af den ene eller anden grund vil fortælle mig, hvad der skal ske, eller hvad jeg egentlig har brug. I de situationer må jeg tro på, at Gud vil mig det godt, selv om han ikke svarer på min bøn som jeg vil.
Gud forstår godt, at du kan blive sur eller ked af det over det, du får, men bild aldrig dig selv ind, at Gud elsker dig mindre, fordi du ikke får, hvad du ønsker dig.