Fra sygdom Til sundhed

Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert.
Orla Lindskov Christensen, Anne Maries Vej 16, 9000 Aalborg

Spørgsmål
– Jeg blev
pakket ind i vat…

Kære Orla
Jeg er helt fra barnsben blevet indpodet med den tanke, at min krop er svag. Jeg er blevet pakket ind i vat så længe, jeg kan huske tilbage. Jeg blev holdt hjemme fra skole ved det mindste snøft eller host. Jeg tror, min mor havde en næsten sygelig angst for virus og for bakterier.
Jeg forsømte så meget i skolen, havde så mange sygedage, at jeg ekstraordinært blev sendt til undersøgelse hos skolelægen. Det kom der imidlertid ikke noget ud af. Jeg tror ikke, at han fandt noget ekstraordinært sygeligt hos mig. Jeg hørte i hvert fald ikke noget til det. Min mor var meget troende, og jeg tror, at hun levede med den grundtanke, at hun ville beskytte os børn mod det onde i verden.
Nu er jeg bare der, hvor jeg ikke kan slippe tanken, om min mor virkelig havde ret. Jeg kan ikke slippe tanken, om jeg har en svag krop. Jeg har nemlig et meget stort sygefravær på mit arbejde. Vidste min mor allerede dengang, at jeg var svagelig. Jeg pjækker i sandhed ikke. Når jeg bliver hjemme fra arbejde, er det fordi, at jeg er virkelig syg med smerter og høj feber. Jeg tvinger endda mange gange mig selv til at gå på arbejde, når jeg er halvsløj. Jeg vil jo nødigt miste mit arbejde på grund af for mange sygedage. Tror du, at jeg har en svag krop? – Det kan jo selvfølgelig være svært for dig at udtale dig om, da du jo ikke kender mig. Eller tror du, at det er min mors tanker og min mors frygt, der stadig øver indflydelse og binder mig?
Jeg ville blive glad, hvis du ville besvare mit brev i din Brevkasse. Jeg vil nemlig ikke pylres. Det er jeg blevet nok i mit liv indtil nu. Jeg tror endda også, at min mand har en tendens til at pylre mig og pakke mig ind i vat. Vil du godt sige din ærlige mening lige ud i denne sag.
Venlig hilsen
M.H.
Amager.

Svar
Børn efterligner deres forældre
Kære M.H.
Mange børn overtager ukritisk deres forældres tanker om dem og om livet i det hele taget. De ser op til deres forældre og regner med, at deres forældres tanker og meninger er sandheden. De forstår ikke, at deres forældre kun er almindelige mennesker med fejl og mangler som alle andre. Mange gange har forældrene sat deres præg på børnenes tanker og meninger som en ubevidst proces. Det medfører, at børnene kommer til at tænke og mene det samme som forældrene uden, at børnene egentlig er klar over det.
Dette forældrepræg kan følge børnene hele livet, og alle mennesker ligger nok i højere eller mindre grad under for det.
Med hensyn til dig er det muligt, at det er din mors frygts- og sygdomstanker, der stadig øver indflydelse på dig. Bibelen taler om de fjendtlige tanker, som er vores tvivl, vores frygt, vores ærgrelser, vores bange anelser m.m.. De fjendtlige tanker er fjender af vores liv og helbred, og de bor inden i os selv. Mange sygdomme og svagheder i vores liv udspringer af tanker, vi selv har tænkt, eller som andre har tænkt om os, og hvor vi så ikke har tænkt en selvbeskyttende tanke i Jesu Kristi navn.
Som kristne er vi nemlig ikke automatisk beskyttede. Det tror mange. Men det er vi ikke. Vi kan derimod se enhver situation, enhver negativ tanke om vores helbred i øjnene og sige: – „Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg frygte?“
Du skal være klogere end de negative, fjendtlige tanker. For dit vedkommende består disse tanker nok mest i sygdomstanker. Du skal besvare enhver sygdomstanke med et stærkt ord om Guds hjælp i Jesus Kristus.
De fjendtlige tanker vil sige til dig, at det går dårligt med dit helbred og for den sags skyld med dit arbejde. Men du skal ikke lade det standse der. Du siger omgående: „Herren er værn for mit liv og mit helbred. Tak for det i Jesu Kristi navn.
Disse ord er dog ikke nogen trylleformular, forstået på den måde, at så snart du har sagt dem, så er al sygdom og smerte borte. Nej, kampen mellem sandhedens Ord, som er Guds tanker, og de fjendtlige tanker kan godt stå på i en længere periode. Men hold ud. Du vil sejre til sidst, for du har sandheden på din side, og sandheden sejrer altid.
Jeg er ikke i stand til, som du også selv siger det, at bedømme om din krop har det medfødte problem, at den er svag. Som regel er kroppens svaghed dog frembragt ved en ubalance i vores følelser og/eller i vores tanker. Men hvis din svaghed er medfødt kan du ændre din holdning fra „stakkels mig“ til „jeg er stærk“ ved at forstå, at din svaghed er en gave. På trods af din tilstand kan du udtrykke styrke. For Bibelen fortæller os klart, at Guds kraft netop tager bolig i og virker ud fra vores svaghed og magtesløshed.
Sygdom og svaghed er som sådan ikke noget, vi skal eftertragte. Men kommer disse ting til os, og vi fortsat holder os til Gud, så kan sygdom og svaghed lagt i Guds hænder medvirke til, at vi bliver mere lykkelige og harmoniske.
Orla Lindskov

Brev
– Jeg vågnede med en indre glæde
Jeg har nok været til ca. 10 møder med Orla Lindskov igennem 15 år, og jeg vil kort nævne 4, som har haft særlig betydning for mig, hvoraf det sidste var søndag d. 15. januar i Kristent Centrum i Aalborg.
Her bad Orla Lindskov for mig, og jeg mærkede med eet, at Gud greb ind i min situation. Næste morgen vågnede jeg med en indre glæde, som jeg længe havde manglet. Samtidig var mine lungeproblemer væk, og jeg kunne raskmelde mig på mit arbejde.
Mit første møde var for 15 år siden, hvor Baptistkirken i Nakskov inviterede til møde med Orla Lindskov. Jeg var dengang involveret i New Age, spiritisme og alternativ behandling. Men jeg troede på Jesus og på, at han kunne helbrede. På det møde var der mere kraft og kærlighed, end jeg tidligere havde oplevet.
Et år senere fik jeg et levende møde med Jesus og blev døbt med Helligånden, hvorefter jeg levede et presset liv på flere områder. Det førte til, at jeg gik med konstante smerter i hjertet og trykken i brystet. Jeg troede, at det var noget kronisk. Det var meget voldsomt. På det tidspunkt var der igen møde med Orla Lindskov i Nakskov, som netop på det møde talte om mennesker med hjertesmerter. Jeg gik til forbøn, og der blev bedt for mig, og smerterne forsvandt øjeblikkeligt og er ikke siden kommet tilbage.
Så gik der igen nogle aktive år, hvor jeg løb lidt for stærkt og havde for travlt samtidig med en voldsom omstrukturering på mit arbejde. Det medførte, at jeg brændte ud og kom ud i mørke, angst og depression, samt at jeg fik fysiske problemer. Jeg var i en tilstand, som kun de kan forstå, som selv har prøvet det. En tilstand, hvor man ikke bare kan tage sig sammen.
Et par veninder og jeg tog turen til Allerød, for at høre Orla Lindskov og for at få forbøn. Orla Lindskov bad flere gange for os. Det fantastiske ved Orla Lindskovs tjeneste er, at han bliver ved med at bede til han mærker, at Gud gør noget.
Da vi kørte hjem fra Allerød den dag, kunne jeg mærke, at min lys-og lydoverfølsomhed var væk, og jeg kunne mærke, at jeg kunne slappe af igen. Mørket var begyndt at vige pladsen for lyset. Det var vendepunktet i min sygdom. Nu gik det mod lysere tider. Dette skete for et par år siden.
Jeg vil her takke Orla Lindskov, fordi han holder ud i tjenesten, og fordi han rejser land og rige rundt og beder for mennesker. Der er jo nok andre, der som jeg, har brug for forbøn mere end én gang i deres liv.
Venlig hilsen
Annelise Jørgensen, (sygeplejerske).
Brogade 61.
Hobro.