Rikke Vestergaard: Kære Gud, jeg er altså ikke hjernekirurg…!

Missionær Rikke Vestergaard har oplevet lidt af hvert i 40 år som sygeplejerske i Nigeria. Af mangel på læger må hun ofte operere de syge i det afsidesliggende Dakka i Nigeria. Rikke fortæller:– Det er utroligt, hvad der kan gå godt. En mor kom med en dreng på fire år, der var løbet ud foran en motorcykel og havde fået en dyb flænge i panden. Det kunne klares med nogle enkelte sting. Poul, min medhjælper, tog imod drengen og lagde ham på lejet, før han kom og fortalte mig, at der var en, der skulle syes.
Drengen virkede helt normal – græd lidt, da vi rensede såret, så jeg valgte at bedøve ham helt. Da jeg var færdig med at sy, fandt jeg to flænger mere i baghovedet. I den ene flænge var der noget, der lignede Nivea-creme. Men det var ikke Nivea-creme – det var hjernemasse, for da jeg kiggede lidt dybere, kom jeg ind til hjernehinden. Jeg fjernede ”Nivea-cremen” og puttede resten ind, så godt jeg kunne, mens jeg mindede Gud om, at jeg altså ikke er hjernekirurg.
Jeg syede begge flænger sammen, og efter at jeg havde forklaret de pårørende, at det ikke var uden problemer, bad vi sammen for drengen.
Næste morgen var øjet under flængen i panden så hævet, at det var helt lukket. Men drengen sad op og spiste. Der kom ingen komplikationer, og da vi fjernede trådene, var der ikke ret meget at se. Øjet var uskadt og næsten normalt igen, fortæller Rikke.
I landsbyen Dakka har man netop taget afsked med Rikke Vestergaard, som vender tilbage til Danmark i løbet af februar efter mere end 40 år som missionær udsendt af Sudanmissionen til Nigeria.