Stærke, flot illustrerede andagtsstykker
Han er vor fred, står der i Efeserbrevet 2,14, og det er også titlen på en ny andagtsbog af tidligere højskoleforstander på LMs højskole i Hillerød, Hans Erik Nissen.Andagtsbogen består af 25 andagtsstykker, der hver for sig fylder to sider. Hvert eneste andagtsstykke er illustreret med nogle meget smukke naturbilleder, som ikke direkte knytter sig til andagten, men som alligevel er med til at give en god stemning gennem hele bogen.
Det enkelte andagtsstykke tager udgangspunkt i et skriftsted, og Hans Erik Nissen knytter nogle væsentlige tanker til skriftstedet og lægger deri en stærk forkyndelse, hvor nåde og tro er gennemgående temaer. Forfatteren skriver kort og klart og har valgt en række centrale bibelvers til sine andagter med det formål at knytte læseren stærkere til Jesus. Gennem andagtsstykkerne kan man finde opmuntring til at leve livet sammen med ham, Jesus, som er vores fred.
Andagtsstykkerne har tidligere været bragt i den norske, kristne avis, Dagen, og bringes nu sammen, smukt illustreret i denne lille andagtsbog.
Tidligere var det almindeligt med andagtsbøger, der havde et lille stykke til hver dag i året. Men på det seneste er der kommet flere andagtsbøger med 20-30 andagtsstykker, bare inden for det sidste år har jeg læst og anmeldt tre af slagsen, og jeg har glædet mig over alle tre. De to første har vi brugt i vores hjem, og nu glæder vi os til også at tage denne i brug.
Hans Erik Nissen:
Han er vor fred
60 sider 98 kr.
LogosMedia