Fejrer 70 års fødselsdag i beduintelt i Negev-ørkenen
Johny Noer fejrede sin 70 års fødselsdag i lørdags i et beduintelt i Negev-ørkenen omgivet af sine 15 børn, sin hustru Gisèle og parrets venner i 25 graders varme.Johny Noer er født den 27. februar i 1936 og er vokset op som en af stenbroens dren-ge i krigsårene i den hårdeste del af Vesterbro-kvarteret omkring Saxogade og Isted-gade.
Familien flyttede senere til Østerbro, hvor Johny Noer i nogle år gik i skole sammen med Johannes Facius, den senere medstifter af bevægelsen Unge Kristne.
Da Johny Noer som journalistelev i 1958 på Kolding Folkeblad en dag blev sendt ned for at interviewe en fransk forfatter på Apostolsk Højskole i Kolding, blev der vendt op og ned på den unge Noers tilværelse. Midt i interviewet med den jødiske forfatter George Beneby udbrød denne pludselig: Jeg har noget at sige til dig personligt! Jesus lever i dag!
Den sætning brændemærkede journalistelevens hjerte. Han gik ind i Apostolsk Kirke, hvor han senere blev præst. Han blev en ildsjæl med en Gudbenådet gave til at prædike evangeliet og sætte mennesker i brand for Jesus. En gave, der nåede de danske medier under ungdomsoprøret i slutningen af 60erne, med sit markante budskab om Jesus Kristus som vejen til Himlen.
Han blev landskendt som en af frontkæmperne i Unge Kristne, der var et modtræk til det moralske frisind og sekulariseringen af samfundet.
I Unge Kristne evangeliserede man på gader og stræder i København, rejste land og rige rundt og forkyndte evangeliet i kirker, skoler, forsam-lingshuse i radio og på tv.
Da 120 unge mænd fra Unge Kristne en nat tilklistrede og tildækkede samtlige pornoforretningers vinduer fra Skagen til Gedser, fortalte den tidlige morgenradioavis, at aktionen var udført med militær præcision. Aktionen fik endog et anerkendende nik fra paven i Rom.
Som et alternativ til Karl Marx Lille Røde skrev Johny Noer og Johannes Facius Den lille hvide.
Men i 1976 forlod familien Noer Danmark og satte kursen mod Jerusalem. De realiserede alle ejendele og drog af sted med beboelsesvogne sammen med andre familier i den såkaldte Pilgrim Konvoj. En måde, de stadig lever på.
En vision om at prædike evangeliet for jøder drev Johny Noer.
Inden de nåede Israel i september 1995, rejste Pilgrim Konvoj gennem de østeuropæiske lande og prædikede evangeliet.
I dag bor familien Noer i konvojen i Negev-ørkenen ved Kong Salomons gamle ørkenfort, hvor Johny og familien er stærkt engageret i et stort frivilligt arbejde med vanskelige unge, både jøder og arabere. Otte af hans børn bor mere eller mindre stationært i konvojen i Negev-ørkenen også.
Indimellem er Johny Noer dog i Danmark for at prædike i forskellige menigheder. Men Israel forlader han ikke permanent.
– Jeg bliver nok begravet en dag et sted her omkring i ørkensandet, siger Johny Noer til Udfordringen i telefonen fra det sydlige Israel. Han fik fjernet den ene nyre for et par år siden, men i dag er han frisk og rask.