Mai-Britt og Johanne nåede målet
Mai-Britt Hejsel Hansen (20) og Johanne Langdahl (20) begav sig den 13. august ud på en over 3000 km lang pilgrimsvandring fra Haderslev til Jerusalem.Vi har nu været i Jerusalem i omkring seks uger og er godt i gang på et hospice, hvor vi arbejder som hjælpesygeplejersker. 
Hvor det, for de fleste, er starten på et af livets store eventyr at starte som volontør i Israel, var det for os både en begyndelse og en afslutning. Vi nåede Peterspladsen i Rom, den 20. december og var i byen julen og nytåret over. Det var ikke èn følelse, vi havde da vi endelig stod på pladsen, der skulle blive enden på fire måneders uforglemmelig rejse. På en gang var vi lettede, overstadige og glade, men samtidig urolige for, hvad der lå forude. Selvom det, der for os som pilgrimme, har været vigtigt, ikke var målet, men selve rejsen, var det alligevel, eller måske netop derfor, specielt at afslutte rejsen et sted, der har en enorm religiøs betydning for milioner af mennesker.
Vi satte os under søjlerne på venstre side af pladsen, for at nyde solnedgangen og en plade chokolade. Et godt stykke af vejen denne dag havde vi gået af romernes gamle triumfvej til Forum Romanum, så vi ankom med maner.
De første to nætter overnattede vi hos en sekretær på et kollegium, hvor en præst, vi havde boet hos undervejs, boede et par dage om ugen. Dette siger bare noget om, hvordan folk satte himmel og jord i bevægelse for at hjælpe os. I juledagene havde vi besøg af Johannes familie. Det blev en anderledes, men absolut ikke nogen dårlig juleaften. Juledag var vi på plads næsten lige under balkonen, da paven ønskede glædelig jul på 25 sprog.
Den 3. januar fløj vi fra Rom til Tel Aviv og tog en taxibus ind til den danske præst, Olsen, der efter morgenmaden viste os ind på hospicet. Der var vi, som så ofte før de seneste måneder, overladt i en flok nonners varetægt. Arbejdet her er anderledes end forventet. Vi troede, at vi kom til et hospital, men det er langt de færreste, der bliver udskrevet. Da vi først havde vænnet os til det anderledes arbejde, blev det hurtigt interessant og på sin egen måde livsbekræftende.
Vi nyder nu, ikke nødvendigvis, at skulle gøre nye bekendtskaber hver eneste dag, men i stedet omgive os med den samme gruppe mennesker. Det tager dog en del længere tid end sædvanligt at komme under huden på folk, når modersmålet ikke er det samme. Både blandt patienter og personale er der en usædvanlig mangfoldighed af kulturer, religioner og sprog. Det er lærerigt, men ofte et rent Babel, hvor ingen får fuldstændig fat på, hvad der foregår. Hovedsproget er engelsk, men en del af sygerplejerskerne taler så godt som kun hebræisk og russisk. De fleste volontører er tyskere mens søstrere, der ejer stedet, taler fransk indbyrdes. Derudover er der alle de løse, der blandt andet indbefatter os.
Jerusalem er en spændende by. Vi bor lige overfor den gamle by, der består af flere vidt forskellige kvarterer i små bazargader. På den anden side af hospitalet har vi få hunderede meter til den moderne by og Østjerusalem starter ikke langt herfra. Denne smeltedigel er fantastisk at opleve, ikke problemfri, men sund. Ved at opleve andre menneskers anderledes levevis, bliver man tvunget til at tage stilling til, hvordan man selv mener, tror og handler.
