Første påskeprædiken fra Pave Benedikt XVI

Vatikanet – Op mod 100.000 mennesker fra hele verden var mødt op for at høre Pave Benedikt XVI holde sin første påskeprædiken.Samtidig fulgte millioner med fra tv-skærmene, da overhovedet for verdens 1 milliard katolikker holdt den traditionelle prædiken, der afsluttedes med velsignelsen, ”Urbi et Orbi” (”Til byen og til verden”).
I sin prædiken, der blev godt modtaget af flere kommentatorer, manede paven til fred i nogle af verdens værste brændpunkter. Herunder bad han for fred i Darfur i Afrika, hvor ”mennesker lever under dramatiske humanitære forhold, der ikke længere er holdbare”.
Paven bad også for fred i Sydamerika og Mellemøsten. Og han bad for en fredelig løsning gennem dialog i konflikten mellem FN’s sikkerhedsråd og præstestyret i Iran, som netop nu er under mistanke for at udvikle atomvåben.
19. april var det præcis et år siden, at den tyske kardinal Joseph Ratzinger blev valgt til pave under navnet Benedikt XVI.
Tore Plougheld