På grund af ham…
Hej sjæl, vågn op til nye toner… Sådan begynder en af sangene på en ny dansk lovsangs-cd, der lige er kommet på gaden. Og ja, man vågner.
Der er medrivende lovsange, og man fornemmer en indstilling bag musikken, som er dybere end bare teknisk professionalisme: Hjertet er med.
Det siger dig måske ikke så meget, at det er Mariager Højskole og School of Worship & Music der står som udgivere. Men da jeg fandt ud af, at bagmændene er Peter Sørensen og Bjarne Knudsen, der har produceret en lang række lovsangscder fra Royal, rykkede jeg helt frem på kanten af stolen.
Og du går ikke galt i byen. Cden rummer den velkendte kvalitet og professionalisme, som gennem årene har kendetegnet udgivelserne fra Royal. Men hurtigt mærker man, at denne cd har lidt mere: Mod, friskhed og nyskabelse.
Sangene er for eksempel alle sammen nye dansk-skrevne lovsange. De er indspillet af en række lovsangere og musikere, der formår at skabe en moderne mainstream pop/lovsang, der ikke er mere avanceret, end de fleste vil nyde at synge med på.
Udgiverne beskriver selv cden som en dogme-indspilning, det vil sige, at man har fulgt et regelsæt. Under optagelserne har man arbejdet med en kombination af live-indspilning og studieindspilning, uden brug af lagkage indspilning og unødvendige pålæg.
Selv om det måske ikke siger dig noget, så lyt efter, for det kræver både mod, koncentration og stor professionalisme at gennemføre et dogmeprojekt.
I dette tilfælde er alle ingredienser til stede. Denne herlige ret kaldet Dansk lovsang fra hjertet bliver tilberedt og serveret på en sublim facon, der får mig overbevist om, at der esksisterer en aktiv dansk lovsangskultur, som ikke vil dø, men tværtimod er levende, pulserende. Og som lover os endnu mere kvalitetslovsang i fremtiden.
Cden rummer efter min mening den bedste danske lovsang, der findes lige nu. Det er udført på en smagfuld og inspirerende måde, som råber til noget inde i mig: Hej sjæl, vågn op og vær med!