Fritidsforelskelse

Forelsket! Utroligt forelsket! Med fuldt overlæg og head over heals i ham den mystiske dreng. Først var vi bare venner, men så tog han min hånd… suk..

Ja ham den søde fyr fra 6. A var virkelig nået ind til Marias hjerte! Jeg kan huske hvordan jeg digtede løs om ham, når jeg var alene. Jeg har en hel bog med kærlighedsdigte – primært om ham… Ja altså indimellem blev jeg muggen på ham og så fandt jeg en anden fyr at savle over.

Mine kriterier var ikke helt lave, hvis man sådan ville blive skrevet om i min digtsamling. Minimumskravet var at man havde sagt: ”Hej Maria” og det inklusiv øjenkontakt og smil. Altså hviiiiis han nu var rigtig lækker, så var det også all right med bare et ”hej” og var han uovertruffen dejlig, så behøvede det ”hej” heller ikke være til mig.

Den mystiske fra 6. A holdt da fast i mit hjerte et par måneder. Der var bare et problem med ham og det var netop det, der ofte udløste muggenhed og digte om andre fyre. Han var jo ih og åh så sød, når vi var alene sammen. Men i klassen talte han slet ikke til mig – end ikke et blik fik jeg! Når vi ringedes efter skole gentog han, at det med piger var lidt pinligt sådan offentligt.

Siden ham den mystiske fra 6. A, der desværre aldrig fik røbet noget om vores fritids-hånd-holderi til de andre gutter, så har jeg forstået det, Biblen taler om mht. lunkenhed. Hvor er det bare totalt meget imod kærlighedens natur at være halvhjertet. Derfor er Gud hel i alt hvad han gør. Og det føles faktisk også meget bedre at være kristen, når man er helhjertet og 24-7 kristen.

”For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.” (Lukas 6,45)