Let’s Link

Skal du forklare en af dine venner, hvad forskellen på Folkekirken, Baptistkirken, Pinsekirken, Kristent Fællesskab, Apostolsk Kirke og missionsforeningerne er, så gætter jeg på, at du starter med at tage en dyb vejrtrækning!
På Fyn skubber unge kirkeforskellene til side og mødes en gang om måneden allesammen.
Niels Peter Nielsen, 20 år, er en af initiativtagerne til det såkaldte LINK:
– Vi samles om noget helt centralt i kristendommen. Det, vi kan være enige om, på trods af hvilken kirke vi tilhører; nemlig at Gud fortjener at blive prist.
– Vi er ca. 10 i bandet, som repræsenterer 4 forskellige kirker, og vi ser også, hvordan der er mange forskellige kirker repræsenteret i fremmødet til selve aftenen.
Er det ikke et problem at være sammen om at synge, når man i kirkerne har forskellige præferencer, hvad angår musik og tilbedelse?
– Netop på musikområdet bruger vi unge i kirkerne samme udtryksmåde. Sangene er for det meste kendt af alle fra bandet på forhånd, på trods af at vi kommer forskellige steder fra. Men vi indfører selvfølgelig også nye sange.
Niels Peter forklarer, at der kommer godt 50-70 unge til aftnerne. LINK-arrangørene oplever dog tit, at tværkirkelighed er et ømt emne for mange kristne.
– Personligt synes jeg ikke, der er noget mere bekræftende end tværkirkelighed, så jeg ved virkelig ikke, hvorfor det er et så ømt punkt. Hvis ikke man får indblik i andre kirker, hvordan skal man så kunne tage stilling til, hvor det er bedst for én at komme?
Kan der ikke blive sagt noget til LINK, som én kirke tager afstand fra?
– Sagen er, at vi ikke på nogen måde taler om noget, som kunne skabe stridigheder. Vi samles netop om det, vi er enige om! Det er hele idéen med LINK.
– Link skal dog ikke udvikle sig til en fast kirke og erstatte andre gudstjenester! Så ville hele formålet gå af initiativet. Jeg synes, det er dejligt, at der findes så mange varierede kirker, så der bliver favnet så bredt, som der gør.
”Et hovedløst projekt” kalder Niels Peter det, hvis man skulle give sig i kast med at oprette en fælles kirke. Han understreger, at det dog var Guds oprindelige mening.
– Men ligesom i så mange andre tilfælde er det nu engang ikke Guds vilje, der bliver praktiseret. Vi må vente til den nye jord, med at blive forenet i én stor kirke.
Hvordan ser LINKs fremtid ud?
– Der er virkelig potentiale til at lave et stort arrangement. Vi håber på at kunne involvere endnu flere kirker, end der er repræsenteret nu, at udbrede netværket og få større funktion som samlende element mellem kirkerne.