Etisk råd og etisk rod
Med statsministerens udmelding på folkemødet i sommer fornemmende man en ny vind blæse fra ministerkontorerne. Først handlede det om aktiv dødshjælp, hvor den enkelte for enhver pris skulle have sit frie valg. Nu handler det om organdonation, hvor regeringen vil have adgang til vores organer, medmindre vi udtrykkeligt siger nej. I begge tilfælde er statsmagten langt inde på etikkens område, og i begge tilfælde er man tilsyneladende ligeglad med det etiske råds vurderinger.
Nu kan man sagtens argumentere for, at politik har med etik at gøre. Politik har rødder i ordet “polites”, som var betegnelsen for borgere i de gamle græske bystater. Politik er den måde, borgere i et samfund organiserer sig og fordeler magten og ressourcerne. Det indebærer etiske overvejelser, og det er som sådan glædeligt, at politikere blander sig i etiske debatter og vedgår sig etiske holdninger i konkrete forhold.
Vi har netop et etisk råd, nedsat af folketinget, for at klæde politikerne på til de svære etiske spørgsmål. Problemet opstår et andet sted. Etik kan ikke adskilles fra et menneskesyn og livsopfattelse. Når jeg personligt ikke går ind for at lovliggøre aktiv dødshjælp, har det rødder i et menneskesyn, som jeg har fra kristendommen. Her har det lidende og døende menneskeliv en ukrænkelig værdighed.
Min erfaring som præst viser mig, at mennesker med depression eller livstruende sygdom ikke kan forventes at træffe et frit og selvstændigt valg om at afbryde livet. De har brug for, at vi er hos dem, ikke at vi slår dem ihjel. Man kan naturligvis have et andet menneskesyn. Man kan betone individets suveræne ret til at beslutte, hvornår man vil dø.
Og mene at staten så bør opfylde det ønske, når borgeren vil det, uanset årsagen. Man kan omvendt gå ind for stor magt til staten, der må vurdere, hvornår et liv er så stor en belastning for samfundet, at det bør begrænses. Sådan var “Raceforbedrings” politikken under Steinckes tid som socialminister i 1930-erne. Hvad vi finder etisk ansvarligt afhænger af vores menneskesyn og af vores holdning til forholdet mellem statens magt og den enkelte borger.
Netop her opstår den ubehagelige fornemmelse af regeringens nye engagement i store etiske spørgsmål. Man mener noget meget forskelligt alt efter folkestemningen og har ikke et etisk kompas, der skaber sammenhæng bag holdningerne. Den ene dag argumenteres der for individets suveræne ret til at vælge sin egen død.
Den næste dag argumenterer man for, at staten skal have retten til vores organer, når vi dør. Regeringen kan fremlægge de lovforslag, den vil, men når det angår komplicerede emner om liv og død, skylder den at argumentere etisk og forankre det i et menneskesyn, vi som borgere kan vurdere og debattere. Vi har netop det etiske råd til at hjælpe politikerne og offentligheden med at tænke etiske problemstilling-er igennem. Nu har regeringen i stedet lavet et etisk rod.
