Indspark i kulturkampen
Til dannelsen med afsæt i kirke- og idehistorien fra Augustin til Nietzsche.Helge Haystrup er et navn, der i dag nok især sættes i forbindelse med Augustin, men han har også i en høj alder gjort sig positivt bemærket inden for filosofien.Meningen med den særdeles sprogkyndige og belæste Helge Haystrups seneste bog kan man næsten læse ud af forsiden:
Den prydes af den italienske, religiøse renæssancemaler Fra Angelicos Jesu bjergprædiken og signalerer dermed belæring – den rette belæring, den belæring, Guds Ord og Kristus giver.
Over billedet står der som undertitel Noter til kulturkampen. Nok skal vi belæres af Gud, men det må gerne ske i et sam- eller modspil med store tænkere. Hos Haystrup er det først og sidst Augustin; i den nye bog spilles han ud mod Nietzsche – og det gøres særdeles spændende.
Det skinner klart igennem, hvad Haystrup ønsker med sine kulturkamp-kommentarer: Ord som dannet og lærd flyder let ud af hans (spidse eller skarpe) pen; særdeles kritisk må den dannede og lærde Haystrup være over for den Ritt Bjerregaardske model for skolen, at den skal gøre os alle lige dumme; for hvad ikke alle forstår, er ikke værd at vide.
Ånden flyver over sletten indeholder en snes artikler og anmeldelser, som for de flestes vedkommende tidligere har været publiceret i diverse fagtidsskrifter. Ud over de nævnte om Augustin og Nietzsche beskæftiger Haystrup sig i de vægtigste af dem med højsko-lastikkens største teologiske tænker Thomas Aquinas og den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant. Men dr.theol. hc Helge Haystrup signalerer med overskriften på den allerførste artikel, hvad det egentlig drejer sig om: Kristi efterfølgelse som den sande filosofi.
At give et fyldestgørende indtryk af denne righoldige samling af noter er umuligt. Et par af dem skal fremhæves: de to større Augustin-tekster. I den første af disse – Augustin som skriftfortolker og prædikant – udlægger Haystrup Augustins syn på enheden af Gammel og Ny Testamente, og så slutter Haystrup med nogle ganske spændende tanker om, hvor stor en betydning en kontekst har for det talte ord (her: prædikenen). Teksten er holdt som forelæsning på Odense Universitet – der må givetvis være kvitteret med applaus. Den anden – Frelse og forsoning hos Augustin – er nærmest en bibeltime om, hvad frelse i Kristus indebærer. Pastor emeritus Haystrup forkynder her klart evangeliet – glædesbudskabet – i al dets fylde og kommer herunder også omkring Djævelen og fortabelsen. Det er i høj grad opbyggelig læsning. Den måske største overraskelse kommer imidlertid til sidst: Holdt som forelæsning på Odense Universitet 21. febr. 1995!
I forordet til bogen anfører Haystrup med Nietzsche betydningen af langsam Lesen. Det udbygges i den første af Nietzsche-artiklerne: Man skal kunne læse rigtigt, dvs. langsomt, grundigt og med en vågen kritisk sans. Det gør Haystrup tydeligvis, og det lægger han også op til, at læseren af hans bog bør gøre, for det er ikke en hurtigt læst bog; til gengæld er det en bog, der læst rigtigt giver udbytte. Det er således et led i den dannelse, den tilegnelse af det boglige stof, som forfatteren ønsker. Og en sådan læsning sammenlignes med en rejse – eller en vandring, hvorunder man med åbne sanser tilegner sig alt og lever sig selv ud til at blive, hvad man allerede er.
Det har været en sand fornøjelse at have Haystrup som rejsefører.
Helge Haystrup:
Ånden flyver over sletten
202 sider 248 kr.
C.A. Reitzel