Indvier ny skole i Afghanistan
AFGHANISTAN – Organistaionen Mission Øst indviede i sidste uge en skole i Afghanistan. Skolen er med til at bryde med Talebans forbud mod undervisning af piger.
Mission Østs generalsekretær, læge Kim Hartzner, var i forrige uge i Afghanistan. Et af målene var at indvie en ny skole i landets nordøstlige del.
Samtidig med besøget var der rapporter om, at Taleban-oprørsgrupper havde afbrændt en pigeskole et andet sted i landet.
– I det lys er det bekræftende at se de fremskridt, der også sker i Afghanistan. Det var fantastisk at se det håb, som skolegang giver, siger Kim Hartzner.
Dette blev bekræftet af repræsentanter for lokalsamfundet.
– Vi får ingen udvikling uden uddannelse. Vi har brug for ingeniører og læger. Og pigerne går også i skole: Islam giver lige rettigheder til piger og drenge, forklarede en lokal mullah.
Mission Øst har netop bygget seks skoler i fattige landsbyer i den nordøstlige del af Afghanistan.
-mbc