Kirken er i opbrud

Den bibeltro del af det danske kirkelige landskab har sat selvbesindelse på dagsordenen med temadage om at være kirke på en måde, som postmoderne mennesker oplever relevantMålrettede menigheder, søger­venlige gudstjenester, klyngebaserede menigheder eller megakirker med masser af tilbud om aktiviteter.

Brian McLaren taler om at være kirke i vores egen tid

Der er mange bud på at væ­re relevant kirke i 2006. Når amerikanske Brian McLaren underviser på to temadage i Danmark 15.-16. maj, er det ikke for at give endnu en op­skrift på, hvordan en kirke får succes. Hans anliggende er at sætte gang i en samtale om, hvordan vi kan blive kirke ind i den senmoderne tid, vi lever i.
– McLaren kan være med til at sætte ord på det, vi intui­tivt fornemmer, siger Søren Østergaard fra Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik (CUR), som står bag invitationen.
– Han repræsenterer en vigtig strømning, der kalder sig ”Emergent Church”, som kan oversættes til ”Kirke i opbrud”. Det er ikke en færdig model for, hvordan vi skal være kirke, men et netværk af mennesker, der arbejder med, hvordan det er muligt at være kirke på en måde, der ”holder” for såvel os selv som de mange, som pt. ikke er en del af et kirkeligt fællesskab, siger Søren Østergaard.

– Der er ikke tale om et særligt ”koncept”, som nogle smarte folk har fundet på, siger Birger Nygaard. Han er for­mand for Evangelisk Alli­ance, som er medindbyder til temadagene om kirken i opbrud.
– Der er tale om en spontan og ukoordineret bevægelse, som først og fremmest spørger efter, hvordan autentisk kristen tro og liv kan se ud i en postmoderne kultur, hvor modernismens modeller og forklaringssystemer ikke længere har samme gyldighed som tidligere, siger han.
Evangelisk Alliance omfatter den såkaldt evangelikale del af det danske kirkeliv. Alliancen har ”Emergent Church” som studietema i år, og temadagene i Århus og København indgår i studieprocessen.
– Vi tror, at der er meget at hente for danske kirker i denne bevægelse, og derfor er vi med til at invitere en af bevægelsens frontfigurer, Brian McLaren, siger Birger Nygaard.

På et møde i begyndelsen af april fik Evangelisk Alliances repræsentantskab en forsmag på tankegangen gennem et oplæg fra Søren Østergaard fra CUR, som i mere end ti år har ladet sig inspirere af folk som McLaren.
Henrik Laursen, som er generalsekretær for KFS, Kristeligt Forbund for Studerende, synes ikke, at det umiddelbart lyder som om, ”Emergent Church” er meget nyt.
– Der er måske nok en anderledes tilgang til den postmoderne tid og det postmoderne menneske, selv om andre bevægelser som Willow Creek også gør sig tanker om det postmoderne. I Willow Creek prøver man at lave ganske faste rammer om bevægelsen, mens ”Emergent Church” virker til at være mere flydende. Jeg er spændt på at høre mere om, hvad det går ud på, og hvilken relevans det kan have i Danmark, for det er et forsøg på at tænke kirkelighed ind vor tid, siger Henrik Laursen.

– Det er et reelt billede af fremtiden, som allerede har fat i vores generation.
Missionsforstander Peter Götz fra Det Danske Missionsforbund og medlem af bestyrelsen for Evangelisk Alliance er ikke i tvivl om, at tankerne fra ”Emergent Church” har relevans i Danmark.
– Vi står midt i et stort skifte i kristent regi. Jeg har to børn på 30 og 35 år, og de finder sig slet ikke til rette i en traditionel, evangelisk kirke. Vi har mange samtaler om tro og Gud, men de kan ikke ånde i en traditionel kirke, fordi de synes, der er for mange stramme synspunkter om alverdens ting, siger Peter Götz. Han forstår godt de unge kristne ledere, som ikke vender tilbage til en traditionel kirke i hans egen sammenhæng, når de har fået kontakt med de nye måder at tænke kirke på.
– Jeg måtte selv for 26 år si­den gå ud af en traditionel kirke, hvor jeg havde været præst i fem år, fordi jeg havde vanskeligt ved at udfolde den form for kristen forkyndelse, jeg ønskede. I dag er det en af landets meget progressive frikirker.
Peter Götz har ikke så mange færdige svar på spørgsmålet om, hvordan han ser fremtiden for kirken, hvis de unge ikke gider være i de faste organisatoriske rammer. Det kan også give ham sved på panden ved tanken om, at han lige har været med til at bygge kirke til adskillige millioner kroner, der skal finansieres af rimeligt trofaste menighedsmedlemmer.
– Hvis jeg overhovedet kan følge med, skal vi tænke meget eksperimentelt og udføre det ene laboratorieforsøg efter det andet i vores kirke for at forme nye fællesskaber. Det drejer sig ikke kun om de unge, for det er også de midaldrende, der ikke har lyst til det institutionelle og organisatoriske med faste rutiner hver uge. Alt er til debat. Også det dogmatiske, og det er ikke dem med de færdige svar, der vinder diskussionen, men dem, der har et ærligt og gennemsigtigt liv, siger han.

Sognepræst Niels Jørn Fogh er repræsentant i Evangelisk Alliance for Menighedsfakultetet/Dansk Bibelinstitut-fælleskonventet, og han glæder sig til at lade sig udfordre af ”Emergent Churches”.
– I hvert fald hvis det betyder, at flere bliver søgende og finder ind i troen på Kristus, fordi de i hverdagen vandrer sammen med åbne og rummelige mennesker, der vandrer sammen med Jesus, siger han.
– Da Søren Østergaard præsenterede Emergent Church-bevægelsen, talte han om ”en ondt i maven-fornemmelse”. Udtrykket dækker over fornemmelsen af, at noget er helt galt i vore kirkelige fællesskaber. Han citerede i den forbindelse en norsk ungdomsarbejder: ”Der er ingen sammenhæng mellem søndag og mandag morgen!” Ud af disse frustrationer og ma­vefornemmelser vokser der noget nyt frem. Det forjættende i de nye fællesskaber er åbenheden over for mennesker, der har lyst til at vandre; et klart fokus på Jesus samt en bevægelse fra underholdning til engagement, siger Niels Jørn Fogh.

Søren Østergaard har deltaget i en aktuel undersøgelse af unge i kirkelige fællesskaber, og den viste, at de unge ikke trives i kirken i dag. Han ønsker en besindelse på virkeligheden.
– ”Emergent Church”, som Brian McLaren er eksponent for, er først og fremmest en samtale, og han kan hjælpe os med at sætte ord på det, mange af os tumler med: Hvordan er vi kirke på en måde, som giver mening for os selv og andre i den tid, vi er en del af. Fokus flyttes fra platformen og prædikestolen til fællesskabet. De gode nyheder er ikke noget, vi lytter til, men noget, vi samtaler om, og noget, vi prøver på at leve, både som enkeltpersoner og fællesskab.
– Vi lever i en mellemtid mellem det moderne og noget, vi endnu ikke kender. De gamle kort viser ikke længere vej, og vi har brug for nye kort i forhold til et landskab, vi ikke er fortrolige med. Lige nu prøver vi på at optimere det bestående, men der er behov for nybrud. At finde nye spor uden at gå på kompromis med den store historie om Jesus, siger Søren Østergaard.

“Jeg er ikke sikker på, hvor længe jeg kan klare det, Carol. Jeg ved, at det må føles skræmmende for dig. Det er jeg ked af.” Jeg stod lænet mod køkkenbordet, mens Carol sad på en stol i den anden ende af køkkenet…
Sådan indleder Brian McLaren sin bog ”Kristen på en ny måde.” I romanform skildrer han en højrefløjspræst, der står midt i en krise, fordi han ikke kan holde ud at prædike, som han plejer. Han kan ikke finde andre udveje end at stoppe som præst, men møder en gymnasielærer, der har væ­ret gennem en tilsvarende krise. Bogen er formet som en dialog mellem de to, og den giver en indføring i de tanker, som Brian McLaren har gjort sig gennem sin egen vandring.
Brian McLaren har en baggrund som konservativ, evangelikal præst, men han har været gennem en krise, der fik ham til at bryde op fra sin tradition. I dag kalder han sig en missional, evangelikal, pro­testantisk, liberal/konservativ, mystisk/poetisk, bibelsk, karismatisk/kontemplativ, fun­damentalistisk/kalvinsk, anabaptistisk/anglikansk, metodis­tisk, katolsk, grøn, depressiv-dog-håbende og ufuldstændig kristen.
Sidste år blev han i det amerikanske tidsskrift Time inkluderet i en liste over de 25 mest indflydelsesrige evangelikale i USA. ”Kristen på en ny måde” er titlen på en af Brian McLarens bøger, som forlaget Boedal udgiver på dansk i forbindelse med temadagene.