Ny videnskabelig bog afslører Da Vinci-svindel

Professor, dr. theol. Oscar Skarsaune, der er ekspert i oldkirkens kristologi,
gennemgår de mange og selvmodsigende påstande om Jesus, som nu udbasuneres
i Da Vinci Mysteriet og andre bøger – og nu også Da Vinci-filmen.Da Vinci Mysteriet, Gralsfortællingerne, Thomas-evangeliet og Q-kilden gennemgås systematisk i denne bog, som behandler kilderne efter samme historisk kritiske metode, som man på universiteterne behandler Bibelen.

Bogen er en stor hjælp til mennesker, som ønsker at trænge til bunds i de mange påstande, de har mødt

I bogen „Da Vinci Mysteriet“ af Dan Brown citeres „forskeren“ Teabing, som siger, at kejser Konstantin beordrede de fleste af de cirka 80 evangelieskrifter, som var i omløb omkring år 300, brændt. Men så blev flere af disse ifølge Brown fundet i 1950’erne, nemlig de såkaldte Dødehavsruller.
Men Dødehavsrullerne, fundet i 1947, indeholder overhovedet ikke evangelietekster, det vil sige fortællinger om Jesus. De blev nemlig skrevet, før Jesus blev født!
Dette er en af flere påstande i bogen „Da Vinci Mysteriet“, som professor Oskar Skarsaune i bogen „Den ukendte Jesus“ påviser er forkerte.
Skarsaunes bog på 288 sider er på dansk udgivet på Forlaget Focal i samarbejde med Logos Media. Det er foreløbig den sidste dokumentation, som tilbageviser påstand efter påstand i Browns bog såvel som i bogen „Helligt blod, hellig gral“, som Brown i stor grad bygger på.
Påstandene i „Helligt blod, hellig gral“ er for længst afsløret som fri fantasi, kogt sammen af en ærgerrig franskmand, Pierre Plantard, som fejlagtig prøvede at give indtryk af, at han nedstammede fra den gamle frankiske kongeslægt merovingerne.

Leonardo da Vincis „Den Sidste Nadver“

Ingen af de historiske påstande i „Da Vinci-koden“ bliver stående som sande efter disse afsløringer. Heller ikke påstanden om, at Leonardo da Vinci var stormester i Sions Orden, og at hans berømte billede „Den Sidste Nadver“ afbilder Maria Magdalena til venstre for Jesus.
Sions Orden har aldrig eksisteret, før den blev oprettet som en ren papirorganisation af Pierre Plantard i 1956. Det var ham, der opdigtede hele ordenens historie før 1956.
På Leonardos billede er det apostlen Johannes, som vises. De feminine træk var den sædvanlige måde at afbilde ham på som meget ung mand og findes på talløse billeder i middelalderen, ikke bare hos Leonardo.

Sigøjnerlegende

Centralt i Browns bog står påstanden om, at Jesus blev gift med Maria Magdalena, og at de havde en datter ved navn Sara.
Grundlaget for dette er en legende fra 1200-tallet blandt franske sigøjnere om, at en egyptisk „Sort Sara“ ledsagede Maria Magdalena, Marta og Lazarus, da de angiveligt skulle være kommet til Frankrig.
Sigøjnerne reagerer med forskrækkelse, når de bliver konfronteret med Browns teori om, at denne Sara var Marias og Jesu datter, for ifølge dem var hun Marias tjenestepige.
Det sidste er et rent fantasiprodukt. Det er legenderne om Marias rejse til Frankrig i øvrigt også.

Forfalskning

Hovedforfatteren til „Helligt blod, hellig gral“, fotojournalisten Michael Baigent, blev interviewet i Fredrik Skavlans program „Først og sist“ (norsk nyhedsprogram, red.) 26. november 2004. Uimodsagt fik han lov at sige, at der i 1891 blev fundet sikker dokumentation for, at Jesus overlevede korsfæstelsen, at han giftede sig med Maria Magdalena og fik barn med hende, og at slægten har været videreført til vor tid.
Men Baigent har aldrig set dette dokument, det indrømmer han selv. Og den eneste mand, som hævder at have set det, Pierre Plantard, hævder udtrykkeligt, at det ikke indeholder noget om nedstamning fra Jesus.
Derimod påstår han, at det viser, at han selv er af fransk kongeslægt. Det er for længst afsløret, at dokumentet aldrig har eksisteret noget andet sted end i Pierre Plantards fantasi.

Alt er forkert

– Oskar Skarsaune, efter at have studeret Dan Browns bog grundigt, vil du da sige, at det meste af bogens historiske påstande er ukorrekte?
– Jeg vil sige det endnu stærkere: Ingenting af det, Dan Brown hævder om historiske hændelser i oldtiden og middelalderen, er korrekt. Ingenting, er Skarsaunes svar.

Den Ukendte Jesus
Nye kilder til, hvem Jesus virkelig var.
Da Vinci Mysteriet
Gralsfortællingerne
Thomasevangeliet
Q-kilden
288 sider, indbundet.
Focal, 149,95 kr.