Jødiske salmer
Alle mine toner klinger til Guds ære, / min harpe er stemt efter hans hellige bud, / mine læber spiller fløjte efter hans noder.Sådan lyder det i en todelt salme fra Dødehavsrullerne. Salmen begynder som en hymne og minder os om altid at prise Guds vælde og mennesket i dets svaghed og undre sig over den uransagelige Gud, som åbenbarer sin vilje for menneskene i hans menighed.
Salmen finder vi i Thorleif Elgvins Mine læber spiller på fløjte. Forfatteren er førsteamanuensis ved en frikirkelig teologisk højskole i Norge og har en doktorgrad i Dødehavsrullerne ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem.
Thorleif Elgvin bringer i bogen en række lovsange, bønner, salmer og liturgiske tekster fra en række skriftruller fra Qumran, tekster som ikke har fundet vej til Bibelen, men hvoraf flere kendes fra de apokryfe gammeltestamentlige tekster.
Teksterne fører os ind i det jødiske folks tro, håb og længsel i de sidste par århundreder før vor tidsregning, og vi finder messianske og apokalyptiske toner, som er relevant forhistorie for kristne.
En spændende samling tekster med kortfattede kommentarer af forfatteren.
Thorleif Elgvin:
Mine læber spiller fløjte
168 sider 160 kr.
Credo i samarbejde med Ordet & Israel