Lad dig ikke narre
Netop nu, hvor Dan Brown feberen når nye højder med Da Vinci Mysteriets fantasifostre, og hvor tidens nyreligiøse omkalfatring af Jesus bliver mere og mere udtalt, er tiden inde til at foretage en nyvurdering af Jesus og det, han i virkeligheden står for.
Tiden er inde til at gøre op med de fastlåste og forudindtagede holdninger til Jesus, som du igen og igen bliver påduttet på grund af fornægternes karikaturer, smagsdommernes bedreviden og kritikernes rationalistiske påstande.
Lad dig ikke narre af tidens intellektualisme og tilbedelse af forstanden, for der er ikke noget, der mere strider imod det, Jesus lærte og praktiserede, end den menneskeforgudelse, oplysningens egocentriske ånd fører med sig.
Ånden i den Kristus-fjendske og bibelkritiske holdning er ånden i den vesterlandske krise. Vi lider under den falske lære om den eneste virkelighed, hvor kritikerne stiller mennesket i centrum og ophøjer det til at være målestok for alle udsagn om Gud og Jesus.
Opfattelserne af Jesus har altid været mange og forvirrede, man har kaldt ham: en religiøs fanatiker; en politisk revolutionær; den første socialist, for han stod på de fattiges og undertryktes side; en fantasiskikkelse eller et idealmenneske
Der har således aldrig manglet udsagn om ham, men oftest er han blevet udsat for en mængde forvirrede meninger og vrangbilleder, der har været brugt i den falske propagandas tjeneste, og som helt mangler saglig dokumentation.
Det er let at blive forvirret, og når alt kommer til alt siger du er det så overhovedet muligt at få sandheden at vide om ham?
Ja, det er, men lad dig ikke narre tro ikke dem, der vil påtvinge dig en mening eller en anskuelse, uden at de selv har nogen form for personlig kontakt med Jesus!
Hvis du vil have pålidelig information om Jesus, så hold op med at lytte til dem, der ikke kender ham, og dan ikke din holdning ud fra skandaleskriverier i aviser og blade og bøger, der er mere interesseret i sensation end saglighed, men gå i stedet til dem, der virkelig kender ham og til historiske dokumenter, der giver dig fakta.
Der er kun ét at gøre, hvis du vil vide, hvem Jesus egentlig er, og det er, at gå til det eneste dokument, der udførligt redegør for hans liv og hele livsførelse: dette dokument er Bibelen.
Jeg vil opfordre dig til at foretage en nyvurdering af Bibelen. Denne bogsamling, der i århundreder ikke var et diskussionsobjekt, som blev disputeret sønder og sammen, men en pålidelig kilde om Guds intentioner gennem Jesus. Bibelen har gennem tiderne været en kraftkilde for millioner og atter millioner af mennesker, og mange af denne verdens ypperste digtere, filosoffer og videnskabsmænd m.fl. har haft og har denne bogsamling som ledestjerne. Den har for utallige været en vejviser gennem tidens forvirring i livets smerte og glæde.
Vil du læse Bibelen på en saglig måde, må du tage udgangspunktet i samme. Du kan ikke på forhånd presse den ind i et bestemt mønster, hvad enten dette mønster tager sit udgangspunkt i den immanente verdensopfattelse eller andre filosofiske systemer. Men hvis du lader den tale frit, så vil du snart opdage, at den gør krav på at være noget andet og mere end en bogsamling blandt andre. Den er inspireret af den Ene, der holder både Østen og Vesten i sin hånd. Og denne Ene vil have dig i tale, og derfor går han fornedrelsens vej, idet han på menneskesprog ønsker at åbenbare sit væsen og sin natur og hensigt for dig. Så lad være med at ignorere ham, men giv ham mulighed for at komme i forbindelse med dig, og det gør du, hvis du ikke betragter Bibelen ud fra din egen fornuftsmæssige verdensanskuelse, men i stedet lader Ånden være dit fortolkningsprincip, så du læser Bibelen i samklang med den ånd, der er i den.
Lad dig ikke narre for de bibelkritiske principper øver i deres kortsynethed og utilstrækkelighed vold på Bibelens beretninger, og kun livssamfundet med Jesus skaber den rigtige forståelse.
Vil du ikke narres så lyt engang til dem, der har efterprøvet dens sandhedsindhold. De kan berette om personlige og konkrete erfaringer og tale til dig ud fra den positive erfaring om, hvordan han har vundet deres tillid og givet dem visheden om den sandhed, der aldrig går til grunde.
En sådan bekendelse er ikke et udslag af subjektivt forgodtbefindende, men et resultat af personlig erfaring og dermed vished angående de store data i Jesu liv: At han er Guds søn, at han døde en stedfortrædende død, hans opstandelse, himmelfart og genkomst.
Så lad dig ikke narre historiseringen og mytologiseringen er forræderi mod Jesus, og han får ikke en mulighed for at komme til orde, hvis du på forhånd mener at vide alt og kun tillader ham at styrke dig i din forudfattede mening. Lad dig ikke ligesom kaninen hypnotiseres af slangens blik, så den bliver slugt uden modstand blænde af nutidens videnskabstrylleri eller religionssynkretisme, men prøv ærligt og redeligt at give Bibelen en mulighed for at tale frit om Jesus, og du vil opdage, at han med rette gør krav på at være vejen, sandheden og livet.