Nationen tilbage til Gud – Evangeliet tilbage til nationen

En stærk længsel brænder gennem alle kapitler i Anders Ovas nye bog ”Guds hemmelighed”. En længsel efter at se nationen komme tilbage til Gud – og kirken blive frigjort til at stå i det, den er kaldet til.Situationen er alvorlig i Danmark. Trods kristne rødder er landet blevet mere og mere afkristnet.– Det er nødvendigt, at kirken atter kommer i kontakt med egne værdier og bliver i stand til at præsentere kristendommen med alt, hvad den indebærer af frigørelse og forløsning for vort folk, siger Anders Ova, forfatter, underviser på bibellinien på Mariager Højskole og tidligere præst i Svendborg Pinsekirke.
Med sit følsomme sind og profetiske blik har Anders Ova opfanget meget igennem tiden, både inden- og udenfor kirken. Hans egen vandring startede fyrre år tilbage, hvor han blev frelst i en lille menighed i Norge, og det er også her, han stammer fra, selvom det efterhånden er svært at høre efter tredive år på dansk jord.

Det er en stærk længsel, der brænder gennem alle kapitler i den nye bog ”Guds hemmelighed”. En længsel efter at se nationen komme tilbage til Gud og kirken blive frigjort til at stå i det, den er kaldet til.
– Jeg længes meget efter, at Guds folk i Danmark holder op med alle de små aktieselskaber og slår sig sammen i et stort mægtigt brus og søger Herren for nationens frelse, smiler Anders Ova.
Og budskabet i bogen er klart: Skal nationen tilbage til Gud, må evangeliet tilbage til nationen.

Ifølge Anders Ova kalder Helligånden kirken ”back to basic”. Vi skal tilbage til den første kirke – apostelkirken – og dens forkyndelse af evangeliet, som for denne kirke var Kristus. Her tog mennesker imod frelsen overbevist af den Jesus-atmosfære, der fyldte menighederne. Det skabte så hurtig en vækst, at de hedenske nationer i det gamle Europa blev vundet for Kristus i løbet af tre årtier.

Anders Ova advarer i sin bog mod, at meget forkyndelse i dag er præget af emner, temaer, sandheder og overskrifter. Det skubber Jesu vidnesbyrd i baggrunden og hæmmer mennesker i at få den frigørende åbenbaring af, hvad hans liv og gerninger betyder for os.
Faren er, at forkyndelsen i stedet nærmer sig farisærismens fejltagelse. De fandt ikke Kristus i skrifterne og bragte derfor folk under loven. Kendetegnende for loven er, at den kræver og byder og hører den gamle pagt til. Mens nåden, som kom med Kristus i den nye pagt, giver og tilbyder.
– Der er meget forkyndelse, der stiller mennesker under krav og forventninger. ”Vi forventer af dig!” Det siges ikke direkte, men nogen gange er forkyndelsen bare et kæmpe udråbstegn, der bliver smidt ud over folk. Og dermed går folk hjem og tænker, ”åh jeg kan ikke leve op til det her”.
– Kirken må have det svar, som folk søger. Kirken skal ikke markedsføre sig ved at være smart eller kulturel. Kirken skal markedsføre sig selv på Guds ord. På evangeliet, fordi det er, hvad folk søger og må have, nemlig sandheden om nåden. Hvis kirken ikke opfylder det, som folk længes efter, vil de forlade kirken.
– Mange gange er folk meget bedre til at aflæse temperaturen i kirken, end kirken selv er, fordi vi har vænnet os til middeltemperaturen. Vi må forstå, at Helligåndens tjeneste er at herliggøre Kristus. Enhver form for forkyndelse, der ikke skaber trivsel for Helligånden, er dømt til at falde til jorden, uanset hvor fængslende den måtte være, siger Anders Ova.

Ifølge Anders Ova er det let at falde i den fælde kun at forkynde emner og temaer i et samfund, hvor viden er lig med magt. Evangeliet om Kristi død og opstandelse kan virke forargende på folk, der hellere vil have noget intellektuelt og filosofisk. Men kun forkyndelsen af Kristus som korsfæstet udløser Guds kraft.
– Vi kan som mennesker føle, at det er denne kundskabsmængde, der giver os identitet. Jo mere vi ved, jo højere vi kan uddanne os, desto stærkere et selvbillede har vi. Vi har nærmest et system indeholdende overklassen og de intellektuelle. For mig er det væsentligt, at Kristus alene er større end alt det. Han giver mig svar på det, som kundskab ikke kan give mig et svar på.
– Jeg foragter ikke kundskab. Jeg elsker kundskab, men kundskab som sådan er kun en leg med begreber og ord. Det har aldrig kunnet give mig det, som mit hjerte søger.
Korset er Guds visdom, som fortæller mig, at Gud elsker mig så højt, at han gav sin egen søn, som et sonoffer for mine overtrædelser. Det vil altid være en forargelse for nogen og uforståeligt for andre, men en kraft til frelse for dem, som tror.
– Vi må forkynde korset, ellers er kraften til frelse ikke stærk nok, og så er man tilbøjelig til at forkynde tema, emner og overskrifter, siger Anders Ova.

Derudover peger Anders Ova på, at kirken ikke må udelukke sandheden om menneskets skyld overfor Gud. Konsekvensen er, at der for manges vedkommende sker en udvanding af skyldsspørgsmålet. Frelsen bliver meningsløs, og det skaber ydermere en forkludring mellem begreberne skyld og skyldfølelse.
– Skyld er et moralsk og juridisk begreb, som forholder sig til overtrædelser, mens skyldfølelse er et psykologisk begreb, som forholder sig til dårlige oplevelser. Hvis mennesker kommer og oplever en forkyndelse, som kun vækker skyldfølelse, så handler kristendommen i virkeligheden mere om at komme i orden med sig selv end at komme i orden med Gud. Og dermed er man på vej til at gøre kristendommen til en psykologisk støtteanordning, hvor man støtter mennesker psykologisk til at få det bedre og det er selvfølgelig også væsentligt.
– Men mange har ikke fået løst skyldproblemet, og derfor har de stadig problemer med Gud, fordi de ikke tror, at han har gjort sig færdig med deres synd. Derfor er det vigtigt med en stærk forkyndelse af retfærdiggørelsen, så folk forstår, at Kristus er deres retfærdighed, og at skyldbeviset er slettet.
– Som jeg ser det, er det et af de største problemer, kirken står overfor i dag, fordi hele samfundet er opfostret i, at det nærmest er på mode at have skyldfølelse. Det er nærmest en fin ting, at man har noget skyldfølelse, siger Anders Ova.

Anders Ova opfordrer i sin bog kirken til at være mere opmærksom på, at den foruroligende let kan komme til at forkynde en anden Kristus og dermed et andet evangelium. En lovens Kristus, der kræver og byder frem for at give og tilbyde – og som derfor altid er mere eller mindre utilfreds med en. Det sker, hvis ikke vi forstår, at Paulus henter al sin visdom og hele sin teologi fra korset.
– Paulus er en nådesforkynder. Alt, hvad Paulus siger, som har formaningens karakter, kan kun forstås i lyset af nåden, ellers bliver det autonome sandheder, der bringer folk ind under loven. Når han bliver misopfattet som en, der på den ene side har nåde og på den anden side formaning, så er det fejl.
– Hele Paulus’ forkyndelse er nådesforkyndelse. Du kunne ikke få Paulus til at sige, at ”nu må du tage dig sammen”. Det er jo loven. For ham var det et spørgsmål om at se, at vi er døde fra synden, og falde sammen og tage imod nåden. For Paulus bliver alting meningsfuldt gennem korset, siger Anders Ova, og han fortsætter:
– Kristne bringes ikke kun under loven, fordi den forkyndes, men i endnu højere grad, fordi nåden ikke forkyndes. Nåden er helt igennem ubegribelig for vor naturlige tanke og strider mod vor fornuft. Det, der sker, hvis den ikke forkyndes, er, at vi havner helt umærkeligt under lovens fordømmelse.
– Loven er meget mere nærliggende, fordi den sidder så dybt i vort kød og blod. Derfor må vi gøre det helt klart i forkyndelsen, at nåden repræsenterer en frelsesvej, der står i radikal modsætning til gerningernes vej, som er lovens frelsesvej, siger Anders Ova.

Ifølge Anders Ova er det en fejl at tro, at forkyndelsen af evangeliet kun er for de nye i troen. Tværtimod er det en vækstfremmer for hele menigheden. Jo stærkere menigheden er grundfæstet i vidnesbyrdet om hans nådesværk, jo mere bliver nådegaverne forløst. Uden det perspektiv bliver opfyldelsen menneskets eget ansvar – en kamp i egen kraft – en byrde, der er for tung at bære.
– Guds nåde er så fantastisk. Han giver ikke nåde til gengæld for en fortjeneste, men nåde til gengæld for synd. Det er nåde. Vi er syndere, og vi har ikke fortjent noget andet end dom, og så giver Gud nåde i stedet for. Det er nåde over nåde. Og det er hemmeligheden i god forkyndelse. Det er at fortælle folk, at Gud giver nåde til gengæld for synd. Det er frigørende og det er helt ufatteligt. Nådegaverne er ikke én ting og Kristus noget andet – han er selv gaverne.
Jo dybere de kristne grundfæstes i nåden, desto større bliver deres evne til at modtage de åndelige nådegaver, siger Anders Ova med en Kristus-elskende begejstring i ansigtets furer.
– Jeg længes sådan efter, at vi får fat i nåden og retfærdiggørelsen i vore kirker. Når vi alle sammen ser, at vores egen retfærdighed ikke er nok, så er vi helt nede, hvor skuden synker, og så klamrer vi os om halsen på hvem som helst. Alle er lige håbløst fortabte, og det er et godt sted at være, fordi der kommer vi op igen – med Kristus, når han løfter os op i hans retfærdighed, siger Anders Ova.