Betænkning foreslår ny fordeling af opgaver i Folkekirken
Arbejdsgruppen om ændring af den kirkelige struktur afsluttede 30. juni sit arbejde og afleverede sin betænkning Opgaver i sogn, provsti og stift til kirkeministeren.En ny betænkning indeholder i alt 20 forslag til ændring af opgavefordeling mv. mellem og inden for sogn, provsti og stift.
Som led i arbejdet med betænkningen har arbejdsgruppen siden nytår gennemført en høringsproces med offentliggørelse af et debatoplæg og debatmøder i hvert enkelt stift. Der indkom i alt 691 høringssvar og kommentarer til debatoplægget.
Betænkningen er nu blevet offentliggjort og sendt i høring. Betænkningens kapitel 2, som indeholder en sammenfatning af arbejdsgruppens forslag, er desuden offentliggjort som en selvstændig publikation. Denne sammenfatning er sendt til samtlige menighedsråd og provstiudvalg.
Kirkeminister Bertel Haarder siger om resultatet:
– Jeg har med stor interesse læst arbejdsgruppens betænkning og er imponeret over den store indsats og de forslag, arbejdsgruppen er kommet med. Jeg glæder mig til den kommende tids debat og håber, at mange menighedsråd og andre vil deltage i den.
– Resultatet af arbejdsgruppens store arbejde lover efter min mening godt for Folkekirkens fremtid, og jeg ser frem til at se resultatet af høringen og til at drøfte betænkningen med de politiske partier.
Høringen over forslagene er inddelt i to faser:
Første fase med høringsfrist den 1. september vedrører de forslag, der har tilknytning til kommunalreformen og de nye provstier.
På disse områder vil det være nødvendigt eller hensigtsmæssigt at gennemføre ændringer og lovgivning i indeværende år.
Det drejer sig dels om stiftsøvrighedens sammensætning og opgaver efter 1. januar 2007 og om forpligtende budgetsamarbejde i kommuner med flere provstier.
Andre af forslagene vedrører mulighederne for samarbejde inden for de nye provstier, som etableres fra 1. januar 2007, provstens opgaver i de nye provstier samt reglerne for budgetlægning i provstierne.
Anden fase med høringsfrist den 1. december vedrører betænkningens øvrige forslag. Det drejer sig blandt andet om forslag vedrørende menighedsrådets opgaver, om samvirket mellem præsten og menighedsrådet, herunder præstens forkyndelsesfrihed, om præsten som mulig daglig leder, om valg til menighedsrådet, samt om forslag om et bindende stiftsbidrag.
– Tore