Mine bøger er en proces

– Jeg skriver bøger til mig selv. Jeg skriver for at finde en løsning på ting, der optager mig, ting, som jeg ikke kender svarene på.

Forfatter og journalist Philip Yancey

Sådan siger den kendte forfatter og journalist Philip Yancey, som netop har besøgt Missionsstævntet 2006 i Mariager, og fortsætter:
– Nogle mennesker beslutter sig for at skrive en bog, når de har fundet et svar. Hvis det var sådan, ville jeg hurtigt komme til at kede mig. Mine bøger er en proces af udforskning og undersøgelser. Så jeg prøver at forholde mig til forskellige problemstillinger omkring tro, ting, der optager mig, ting, som jeg undrer mig over og er bekymret over.
Skriver om egne kampe
I Danmark er Philip Yancey kendt for sine to bøger »Den Jesus jeg ikke kendte« og »Den nåde jeg ikke kendte«, der på en stærk og personlig måde fortæller om hans egne kampe med og nye indsigter i troen.
Men i USA er han også kendt som en dygtig journalist og ivrig debattør. Philip Yancey er redaktør og skriver en fast klumme i det kendte kristne månedsblad Christianity Today.

De svære emner

Selvom bladet normalt hører til på den pæne evangelikale side af det brede amerikanske kirkespektrum, så er Philip Yancey kendt for at tage fat på mange af de svære emner, vi ellers ofte viger udenom. Han behandler dem altid seriøst og med stor indlevelse og ofte med en skarp kritik, når vi som kirker tankeløst overtager andres fordomme, fordi vi selv finder emnet for svært at tale om.
I sine mange udgivelser har han behandlet emner som social retfærdighed, sex, lidelse og smerte, skriftsyn, tvivl og gudsfravær, tilgivelse og mange andre ting.
Han har en stor litterær viden, hvilket betyder, at hans bøger ofte henviser til den klassiske verdenslitteratur – blandt andet har han en stor forkærlighed for den danske forfatter Karen Blixen.

Fandt en nådig Gud

Selv fortæller Philip Yancey, hvordan han er opvokset i et konservativt og fundamentalistisk kristent miljø, der fik ham til at vende kirken og troen ryggen.
Efter en omvendelsesoplevelse, hvor Gud særligt viste sig som en nådig og kærlig Gud, vendte han tilbage til kirken, og siden har han brændt for at give andre del i sin egen fantastiske oplevelse af Gud.
/ hb