På gaden med Jesus og vandpiben

En vandpibe og en cafébus var trækplastre, da Samuel Svendsen fra Assens på Fyn var med en gruppe unge fra Indre Mission, som fortalte om Jesus på torvet i Haderslev under DGI’s landsstævne.Samuel Svendsen var med, da tusinder af gymnaster var samlet til DGI’s landsstævne i Haderslev den 29. juni til 2. juli. Ikke for at lave gymnastik, men for at fortælle om Jesus.

– Det vigtigste er at stille sig op som et eksempel og kunne være værktøj for Gud. Og så er det lige meget, hvad andre synes om det, siger Samuel Svendsen fra Assens

Sammen med nogle unge fra Indre Mission drog Samuel Svendsen fra Assens i slutningen af juni til Haderslev. Formålet var at fortælle om Jesus til de mange gymnaster, der var rejst til byen for at deltage i det store gymnastik-landsstævne.
– Vi havde stillet cafébussen op på et torv i Haderslev og havde lavet et udendørs cafémiljø. Der var et skilt, hvor der stod: Kom og få en gratis kop kaffe, fortæller Samuel Svendsen.

At gå ud på gaden og fortælle om Jesus er ikke noget, der virker tiltrækkende på alle kristne. Men Samuel Svendsen fra Assens virker tændt.
– Det er virkelig en oplevelse, der skal prøves. Det er meget trosstyrkende. Og man stiller sig selv nogle spørgsmål, når man bliver konfronteret med ting, andre synes er mærkelige, fortæller Samuel.
– Hvilke ting kunne det være?
– Blandt andet sådan noget med skabelse kontra udviklingslære. Og så det med at Kristus er den eneste vej til Gud, forklarer Samuel.
– Havde du nemt ved at komme i kontakt med folk?
– De fleste var nemme at snakke med, men det skyldes nok, at de havde fået lidt at drikke.
– Synes du, det var en fordel?
– Ja det må jeg sige, selv om nogen havde drukket temmelig meget, så dem kunne man ikke snakke seriøst med.

Samuel Svendsen glæder sig over de mange, som ville snakke, men afslører også, at de havde et hemmeligt våben.
– Vi havde også en vandpibe…
– En vandpibe? Hvad skulle det være godt for?
– Det giver anledning til, at folk kan komme hen og sidde og blive en del af det fællesskab, som naturligt opstår rundt om en vandpibe, siger Samuel.
– Hvordan reagerede folk på det?
– Det syntes folk var meget hyggeligt, siger Samuel og fortæller, at det var hans idé.

Samuel taler helt naturligt om det, der for nogle kristne er noget, man bare ikke gør – blander tobak og kristendom.
– Tror du, Jesus ville have røget vandpibe for at få budskabet frem?
– Det ved jeg virkelig ikke, siger Samuel og forklarer:
– Det er, fordi jeg har oplevet, at når man har en vandpibe, opstår der et helt specielt fællesskab, hvor man er nede på jorden og uformel – lidt mere bindende end en cigaret, fordi man skal sidde rundt om den.

– Men hvor langt skal man gå for at få folk i tale – er der en grænse?
– Det mener jeg der er, siger Samuel og tænker lidt.
– Hvis man begynder at skænke alkohol, er man gået for langt. Når man stiller sig op og vil fortælle folk om Jesus, skal man skille sig ud fra mængden og være et eksempel på, at man også kan lave andet end at drikke.

– Hvordan var reaktionen, når I fortalte om Jesus?
– De, der snakkede med os, var overvejende positive. Men der var også folk, der kørte forbi i biler og kom med hånlige tilråb. Men det gør ikke så meget.
Han er overbevist om, at han ikke er på gaden for sin egen skyld.
– Det vigtigste er at stille sig op som et eksempel og kunne være værktøj for Gud. Og så er det lige meget, hvad andre synes om det, siger Samuel med overbevisning i stemmen.
– Er det noget, du vil gøre igen?
– Det er det helt klart. Jeg regner med at tage ud som sommerevangelist næste sommer.

– Har du et godt råd til dem, der overvejer at være med til gade-evangelisation?
– Ja, gør det!!! siger Samuel udfordrende. – Man får virkelig, virkelig meget ud af det selv, og man hjælper til at opbygge Guds rige.
Efter en kort pause fortsætter Samuel, hvor han slap – med at agitere for flere gadeevangelister:
– Og hvis man har problemer med nerverne, foreslår jeg, at man først tager på evangelisations-kursus.