Større fokus på kristne flygtninge
De Radikale stiller spørgsmålstegn ved, om kristne bliver forfordelt. Det er tilfældigt, siger Hans Henrik Lund, KIT.- Vi skal ikke udvælge efter, om flygtninge er kristne eller muslimer. Vi må have en god balance mellem forskellige flygtningegrupper. Jeg tror, det er tilfældigt, at der nu er flere kristne flygtninge.
Det siger Hans Henrik Lund, som er daglig leder af KIT, Kirkernes Integrations Tjeneste.
De Radikale har krævet integrationsminister Rikke Hvilshøj i samråd, fordi Danmark de sidste tre år har taget flere kristne flygtninge til Danmark.
Det er de 500 såkaldte kvoteflygtninge, der er fokus på.
Der findes ca. 50.000 kvoteflygtninge i verden, som udpeges af FN. Tidligere modtog Danmark mange muslimske flygtninge fra bl.a. Mellemøsten. Men de sidste tre år har Udlændingeservice udpeget flere kristne flygtninge.
Derfor stiller oppositionen nu spørgsmål ved, om der ligger en bevidst politik bagved, da de kristne flygtninge har vist sig nemmere at integrere. De får nemlig hurtigt et dansk netværk gennem deres tilknytning til kirken.
– Hvis det tidligere kun var muslimer, der fik hjælp, så er det positivt, at der nu også kommer flere kristne flygtninge, siger Hans Henrik Lund, KIT.
– Jeg kan ikke forestille mig, at Udlændingeservice forfordeler. Jeg tror, at det er tilfældigt, at flere kristne bliver udvalgt.
– Men det er sandt, at flygtninge med kristen baggrund har lettere ved at glide ind i det danske samfund. Det sker, fordi de har samme værdi-grundlag som danskerne og har lettere ved at forholde sig til en kultur, hvor vi f.eks. holder jul og påske. Det er også lettere at opbygge personlige venskaber, siger han.
Ifølge Hans Henrik Lund er kirkerne ikke specielt interesseret i kun at få flere kristne hertil.
– I kirkerne er der mange engagerede kristne, som ud fra næstekærlighed er aktive i integrationsarbejde. Og det er over for alle uanset religiøst tilhørsforhold. De ønsker ikke at udtale sig negativt om andre grupper, men vil tværtimod gerne være med til at hjælpe, siger Hans Henrik Lund
– Mange kristne arbejder f.eks. både med at integrere kristne og muslimer gennem arrangementer som åbent hus, fællesspisning, caféarrangementer osv.
– De positive erfaringer med kristne flygtninge vil også smitte af på muslimske flygtninge. Det handler om at bryde isolationen over for flygtninge, og her må både danskere og nydanskere hjælpe til, siger han