Vi kan li’ at holde børnemøder

Anna-Marie og Jakob Knudsen holdt arbejdsferie på Haderslev Næs og opfordrer andre til at blive velsignet gennem en opgave.- Det er en velsignelse og en stor rigdom at være sammen med børnene!

– Bibelcamping på Haderslev Næs er mit hjertebarn, siger Anna-Marie Knudsen, som i år bakkede op om sin mand, Jakobs, fem børnemøder om Bibelens dronning Ester. Foto: Benny Pedersen

Sådan lyder det klart og enstemmigt fra Anna-Marie og Jakob Knudsen fra Løgumkloster. I fem dage holdt de bibeltimer og aktiviteter for ca. 100 børn i alderen fra to til ti år på Luthersk Missions Bibelcamping på Haderslev Næs.
Hvis man har sagt ja til en opgave på en af sommerens mange stævner og lejre, er der selvsagt nogle ting, man går glip af. Men Anna-Marie og Jakob bruger hellere det modsatte fortegn. De kan godt nok ikke være med til formiddagsbibeltimerne for de voksne, og til aftenmøderne, kan det godt være, at tankerne kommer til at kredse om næste dags børnemøde. Alligevel synes de, de får så meget. Og bibeltimer og møder kan de jo få med hjem på cd.

Har lyst til det

Da Jakob Knudsen, der er kvæginseminør, for over et halvt år siden blev spurgt, om han ville holde de fem børnemøder, var han hurtig til at sige ja, og han understreger, at det var, fordi han havde lyst til det!
Lige siden har historien om dronning Ester i Gammel Testamente rumsteret i hans hoved, og han har samlet ideer til både fortælling og aktiviteter for børnene.
– Det er godt med sådan en opgave, for så skal jeg sætte mig ind i Guds ord, og historien skal tænkes ned i børnehøjde. Konen kan godt blive nervøs, for jeg skriver ikke noget ned, før vi skal af sted, fortæller han med et glimt i øjet.

Fælles opgave

Selvom det er Jakob, der har stået for bibeltimerne, er det vigtigt for parret, at opgaven løses i fællesskab. Det er endnu en af de positive sider ved at sige ja til et arbejde.
– Nogle gange bliver jeg spurgt om at stå for madlavningen på en lejr, fortæller Anna-Marie, som til daglig er ernæringsassistent på Gigthospitalet i Gråsten.
– Så bakker Jakob op om min opgave, så vi løser den i fællesskab.
Men i år var det altså hendes tur til at bakke op om Jakobs opgave.
Også deres to drenge, Benjamin på 15 og Michael på 13, har været med i forberedelserne og afvikling af aktiviteter. På den måde håber Anna-Marie og Jakob også, at børnene får lyst til at påtage sig opgaver i fremtiden.
– Man må naturligvis gøre op med sig selv på forhånd, om det skal være ferie eller arbejdsferie. Vores drenge skal også kunne trives med det og se en opgave i det, siger Anna-Marie.

Hjertebarn

– Jeg har altid selv kommet på Bibelcamping og må nok sige, at Haderslev Næs er mit hjertebarn, fortæller hun.
Parret stod sidst for en række børnemøder i 2000, og de er absolut villige til at påtage sig opgaven igen.
– Vi kan kun opfordre andre til at gå ind i et stykke arbejde. Man får selv en stor velsignelse ved det, lyder det samstemmende fra parret.
Hjemme i deres LM-kreds i Agerskov er Anna-Marie engageret i juniorarbejdet og Jakob i børnearbejdet.
– Man skal have overskud og kræfter til det. Det er ikke venstrehåndsarbejde, understreger de.

Grebet af historien


Artiklen fortsætter efter annoncen:



100 børn kunne synge rigtig højt og lave fagter om himlen med hjælp fra Bente Roager Knudsen

Der skal noget til at holde styr på 100 børn i et mødetelt. Men Jakobs stemme går klart igennem. Han er selv blevet grebet af historien om dronning Ester, der med livet som indsats går i forbøn for sit folk, jøderne.
– Hovedpointen i Esters bog er lydighed mod Gud. Man skal være lydig og tro mod det, Gud kalder en til, fortæller han.
– Der er utrolig stor lydhørhed blandt de 6-10 årige. De følger godt med, og det er dem, jeg satser på, siger Jakob, som også tror at de yngste kan blive revet med af ’den gode fortælling’ og huske den til senere.
Anna-Marie tilføjer, at for de mindste, som ofte har en voksen med, er sangene det allerbedste, og der bliver sunget meget og højt og med store fagter til børnemøderne.
Jakob bemærker, at de har oplevet en god opbakning fra forældrene, som har hjulpet med at holde styr på urolige børn og få de praktiske ting ved møderne til at fungere.

Hjælperen blev væk

I mange år har der været en fast medhjælper til børnearrangementerne på Haderslev Næs, nemlig Panda-Mulle. Hver dag går han gennem Bibelcampingens gader og samler børnene forud for mødet. Den dag, Udfordringen var på besøg, var der dog ingen Panda-Mulle. Han var nemlig blevet væk, så efter bibeltimen måtte alle børn ud og hjælpe med at lede, og de fandt ham heldigvis nede ved stranden, og så var der slikkepinde til alle.

Efter en uge med arbejdsferie på Bibelcamping fortsætter familien med endnu et fællesprojekt. Den næste uge skal de på cykelferie på tandem, og så må det gerne blive mere ’primitivt’ end på Bibelcamping.


Artiklen fortsætter efter annoncen: